TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ælle, bælle, mig fortælle….

af | Nyheder

Favoritten, Eenymeenyminymoe med Flemming Jensen vandt en sikker sejr i Rengøringservice Danmark A/S, Dansk Hoppe Derby.

3 Eenymeenyminymoe med Flemming Jensen vinder Dansk Hoppe Derby 2020.
Foto Burt Seeger

 Eenymeenyminymoe – døbt efter den engelske udgave af det børnerim vi herhjemme kender som ælle, bælle, mig fortælle – var bare bedst for sin træner Flemming Jensen i Dansk Hoppe Derby.

Efter en rolig start kørte Flemming Jensen frem til spids efter 500 meters kørsel, som han let fik fra Energy Mix med Bent Svendsen,

Energy Mix havde fra startspor 4 vundet kampen om føringen mod Evita med Morten Friis, der herefter havde lagt sig ind bag Energy Mix.

Med Eenymeenyminymoe til spids betød det, at næstfavoritten  Exclusive Laser med Steen Juul havnede i dødens.

Men faktisk ikke så længe, for efter 750 meters kørsel trak Morten Friis Evita ud fra inderbanen og lagde sig i dødens på Eenymeenyminymoe og skaffede Exclusive Laser andet par udvendigt!

Ud på sidste omgang i Hoppe Derby sidder Eenymeenyminymoe i spids.
Foto Burt Seeger

1.14. de første 1000 meter med favoritten i spids og næstfavoritten i andet par udvendigt!

Men selv om Exclusive Laser nu fik løbet, så var den aldrig i stand til at true Eenymeenyminymoe.

Ind i opløbet, hvor Exclusive Laser kom i angreb, bad Flemming Jensen Eenymeenyminymoe om at øge tempoet, og hun svarede ved at trække lidt fra til sikker sejr i 1.13.9a/2000 m – Exclusive Laser – en længde bagude – fik noteret samme tid på andenpladsen, mens overraskelsen, Entre Hyrdehøj med Michael Lønborg kom strygende ude i banen og besatte tredjepladsen i 1.14.0 foran Lindhardt Jensens anden deltager, Emma D med Rene Kjær, der blev nummer fire i 1.14.2.

Samme tid fik indvendige Energy Mix noteret på femtepladsen, mens Evita blev nummer sejr i 1.14.3.

Starten til Hoppe Derby. Foto Burt Seeger

Løbets mest uheldige hest var Expensive Attitude med Birger Jørgensen, der undervejs sad indvendigt og først slap væk fra inderbanen lidt ind i opløbet, og gik ubrugt over mål som næstsidste hest  i 1.14.6.

Eenymeenyminymoe er efter Västerbo Prestige, der har været vallak siden 2012, men som også er fader til morgendagens favorit i Dansk Trav Derby Empire.

Har du læst historien: Mød vallakken, der er fader til to Derbyfavoritter – ellers klik her

Eenymeenyminymoe og Empire er begge opdrættet af Panamera Racing.

Eenymeenyminymoe ejes af FC Bryggen ApS m.fl.  – det staldnavn har fået flere til at tro, det var en international fodboldklub, der ejede hesten, men det er det ikke!

FC  er forbogstaverne i Freddy Christensen – mangeårig aalborgensisk travsportsentusiast og hesteejer, der har Eenymeenyminymoe sammen med svenske Kenth Eliasson, Jens Heide samt John Kirketerp fra Stald Sotto.

Med førstepræmien på 335.000 kroner mere end fordoblede Eenymeenyminymoe sin startpræmiesum, der inden dagens sejr var på 304.443 kroner.

Vinderodds var 2,23, plads 1,35 – 1.40 – 8.44, Tvilling 3,89, Trio 124.71.