TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Århus-noter

af | Nyheder

Slide So Easy og Onceforall Face tilbage på vinderpladsen. Commit Boom Bay suveræn i Preben Munchs Mindeløb.

Der blev vist masser af fin sport på Jydsk Væddeløbsbane i dag, hvor der i hurtigklassen var gensyn med den tidligere VM-sølvvinder Slide So Easy (Quite Easy U S), der senest var chanceløs mod Tsunami Diamant i Jubilæumspokalen i Skive.

Fra startspor 2 kørte Flemming Jensen direkte til spids, mens der ind i første sving var galop for Bvlgari Peak, der dog hurtigt var i trav igen.

Tempoet var yderst behersket – 1.16,1 de første 500 meter – hvilket fik Steen Juul til at sende Bvlgari Peak frem mod den førende Slide So Easy, og Lunden-træneren var tæt på at overliste Flemming Jensen, der dog fik svaret op og resten af løbet var ren paradekørsel for Slide So Easy, der sejrede overlegent i tiden 1.14,2a/1800 meter.

Slide So Easy tog sin sejr nummer 41. Foto: Ole Hindby

Stayerløbet fik en flot vinder i Onceforall Face (Viking Kronos) med Jeppe Juel, der efter et perfekt løb i andet par udvendig skød frem til sejr i tiden 1.17,2/2940 meter foran favoritten Dortmund.

Derbyvinderen Axel var atter en skygge af sig selv og galoperede.

I dagens næsthøjest doterede løb, Preben Munchs Mindeløb med 100.460 kroner til vinderen, stillede Hoppe Derbyvinderen Commit Boom Bay (ENS Snapshot) op som storfavorit, og hun indfriede forventningerne med en suveræn sejr.

Fra 40 meters tillæg kom Commit Boom Bay perfekt igennem fra start og allerede inden 500 meter-mærket kunne Steen Juul køre til spids.

Herefter var der reelt kun én hest på banen og Commit Boom Bay sejrede meget sikkert i tiden 1.16,3/2340 meter foran Henbianca Boko og Nightingale Jaycee.

Commit Boom Bay med sine glade ejere. Foto: Ole Hindby