TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Aalborg Store Pris 2024 uden norsk spil

af | 6. dec 2023 | Nyheder

Selv om sæsonplanerne for 2024 for de skandinaviske lande er tilpasset og aftalt, så har Norsk Rikstoto netop indført 12 ekstra løbsdage på lørdag aftener -bl.a. samme aften som Aalborg Store Pris afvikles.

-Det er da godt nok træls, siger Lars Hellerup, banechef på Spar Nord Racing Arena, da vi onsdag morgen fortæller ham om den norske nyskabelse.

-Det kommer til at betyde meget for vores omsætning den aften, og det er desuden en weekend, hvor der normalt kommer mange nordmænd herned, fortæller Lars Hellerup videre.

Norsk travsport har det ikke godt for øjeblikket, og Norsk Rikstoto jagter omsætning.

Det er baggrunden for den udvidelse af sæsonplanen for norske travbaner, der nu er sket,

I år har man haft pæn succes med at afvikle et norsk V75-spil lørdag aften efter det svenske V75-spil om eftermiddagen – det har man kaldt Super Saturday.

Oprindeligt var der planlagt 12 sådanne Super Saturdays i 2024, men tirsdag kunne fagbladet Trav og Galopp Nyt på sin hjemmeside tgn.no bringe nyheden om at RiksToto indførte 12 Super Saturdays mere.

En af disse dage er lørdag den 14. september – dagen for Aalborg Store Pris.

-Vi flyttede jo i sin tid Store Pris-dagen fra søndag eftermiddag til lørdag aften for at få en dag med nordisk V65-spil, men uden tilspil fra Norge, bliver det ikke det samme, siger Lars Hellerup.

Hvor meget der spilles ind til danske løb fra Norge vides ikke, men det er et pænt stort beløb.

Da tirsdagens danske V65-spil blev flyttet frem til start klokken 16.00, så RiksToto kunne udbyde spillet steg omsætningen markant alene i den spilleform.

-Jeg kender ikke tallene for hvordan omsætningen fordeler sig, men mit forsigtige gæt er at Norge tegner sig for 40% af omsætningen til en dansk V65-dag, siger Lars Hellerup.

Pudsigt nok var det to norske spillere, der delte puljen i V65-spillet på Store Pris-dagen i år.

De vandt hhv. 350.045 kroner og 346.384 kroner.