Jan Friis-trænede Hnokki Speed med Birger Jørgensen sørgede for en god dansk start på Jägersro.
Wishing Stone-sønnen, Hnokki Speed, der ejes af Peter Falck og trænes af Jan Friis indledte tirsdagens program på Jägersro med en sikker sejr for Birger Jørgensen.
Sikker sejr, ja, og en imponerende sejr, der kom i hus efter en voldsom åbning efter 1.10/500 m, for Hnokki Speed udfordrede feltets anden danske deltager, Hjalmar N med Steen Juul om føringen.
Hjalmar N, der havde bedste startspor af den danske duo, forsvarede spidsen, og efter 500 m blev Hnokki Speed trukket ned i ryg.
1000 meter efter 1.14.5.
Birger Jørgensen trak Hnokki Speed ud til angreb og gik frem udvendigt for Hjalmar N, der kapitulerede ved indgangen til opløbet.
Hnokki Speed fortsatte mod mål og kunne vinde sikkert i ny rekord 1.15.4a/1640 m – præmie 200.000 SEK!
Tiltroen til Hnokki Speed var ikke overvældende – den gav 10.27 i odds.
Nummer to blev løbets favorit Sunrise (Wallner) med Adrian Kolgjini, der akkurat fangede Custom Chef med Henry Rorgemoen i kampen om andenpladsen.
Hjalmer N gik helt i stå i opløbet og sluttede uplaceret i 1.17.1.