Søndag den 17. april klokken 13.00 byder Niels Jørgen Jensen på Stutteri Shadow alle travsportsinteresserede til at besøge stutteriet i Vrå. Der vil være fremvisning af avlshingste, underholdning, noget at spise samt et lotteri med præmier til en samlet værdi på over 70.000 kroner.
Det er en tradition, at Niels Jørgen Jensen på Stutteri Shadow i Vrå i Nordjylland hvert år har et Åbent Hus-arrangement.
I år holdes denne Åbent Hus-dag lidt senere en normalt, nemlig på søndag den 17. april klokken 13.00.
Der er gratis adgang til arrangementet, hvor stutteriets avlshingste Farifant, Donerail, Racer Bourbon, Our Love og Chipmate vil blive fremvist og kommenteret Michael Korfitsen.
Desuden kommer Dansk Hestevæddeløbs direktør Henrik Friis forbi og vil fortælle om situationen i dansk travsport netop nu.
Der vil også være lejlighed til at se stutteriets faciliteter, følhopper og føl etc.
I lighed med tidligere år har Niels Jørgen Jensen også sørget for noget godt at spise og drikke, og der vil være levende musik.
En anden tradition er lotteriet, der i år har præmier for over 70.000 kroner.
Blandt præmierne er 4 x 1 måneds gratis træning skænket af trænerne Frantz Praem, Jan Friis, Pauli Andersen og Jeppe Rask.
Der vil også være en fri bedækning ved enten Racer Bourbon eller Our Love, udsat af Dubois Hingste samt en bedækning ved stutteriets egen avlshingst nu afdøde The Liquidator. Og derudover er der en række øvrige fine præmier, der kan vindes.
Der er som nævnt gratis adgang, og det er ikke nødvendigt med tilmelding.