I eftermiddag afgøres den 57. udgave af Bornholmsmesterskabet i trav på den traditionsbundne og charmerende travbane i Almindingen, verdens mindste travbane, og hvor man kan komme ganske tæt på hestene.
af Kenn Erik Bech
Siden 1960 har Bornholms Brand Park afholdt denne bornholmske travklassiker, der har udviklet sig til en ren folkefest med en god stemning og intensitet, og der er al mulig grund til at tro, at der kommer mange tilskuere til dagens ti travløb, hvoraf Nordea’s Bornholmsmesterskab bliver dagens, og Ã¥rets, højdepunkt.
Der er stærkt forhøjede præmiesummer i løbene, og specielt kan der fremhæves OK Snack’s Hoppeløb og AB Betons Styrkeløb over maratondistancen pÃ¥ 3.000 meter samt “Sigter mod stjernerne”-løbet med de unge kusketalenter.
Der er gæstebesøg af professionelle topkuske som Jeppe Juel og Rene Kjær samt den tidligere BM-vinder Kenneth Nielsen, Charlottenlund, træner Rene Jonassen og det nye stjerneskud fra Billund, træner Søren Johansson.
For første gang i mange år bliver Bornholmsmesterskabet uden deltagelse af de to bedste lokale kuske; Frank Mikkelsen og Stefan Lind-Holm. Frank Mikkelsen er skadet, mens Lamott og Rolex Boy, begge trænet af Stefan Lind-Holm og Henriette Jensen, er overladt til andre kuske.
Vi præsenterer feltet
- Max Brogård. Ejer, Lene & Egon Jensen. Kusk, John Mikkelsen. Med dette gode startspor og med stigende formkurve er det ikke umuligt, at Max Brogårds tredje BM-sejr er indenfor rækkevidde. Max Brogård har tidligere vundet BM to gange.
- Lamott. Ejer, Stald Nina. Kusk, træner Rene Kjær. Med dette gode startspor, og med det rette løb, kan det blive endnu en BM-triumf for den smukke sorte hingst, 13-årige Lamott, der vandt løbet både sidste år og i 2011. Denne gang med populære Rene Kjær fra Fyn som kusk.
- Any Given Monday. Ejer, Hanne Hermansen. Kusk, Kenn Christoffersen. Det bliver kun 6. start på Bornholm for canadiskfødte Any Given Monday, og med de foreløbige resultater in mente her på øen, bliver hesten nok ikke en af de mest betroede startnumre i totalisatoren.
- Santana Ås. Ejer, Morten, Bente & Niki Dam samt Bjarne Beyer. Kusk, John Gommans. Den flyvende hollænder, John Gommans, vil gøre alt for at give den svenskfødte hest Santana Ås det rette rygløb og så sætte spurten ind i opløbet. En storbejler til sejren.
- Wild Jessie. Ejer, Therese Mikkelsen og Christian Gadient. Kusk, Therese Mikkelsen. Den 13-årige jernlady Wild Jessie har i mange år vundet adskillige meriterende sejre for ejer Tenna Ipsen og kusk Frank Mikkelsen og hun har forsat med de gode præstationer for Therese Mikkelsen. Trods et svært startspor er en trioplacering ikke umuligt for den bornholmske travdronning.
- Picasso Jetset. Ejer, Tine Frost Nielsen. Kusk, træner Rene Jonassen, Charlottenlund. Årets hest sidste år på Bornholm, hvor det store gennembrud kom. Sammen med Rolex Boy og Fools Goal er Picasso Jetset Bornholms tre hurtigste startere. Havde foretrukket 1. række, men uden trafikproblemer, og en god ryg og frit spor i opløbet, også en bejler til BM-titlen.
- Fools Goal. Ejer, Stald A B. Kusk, Kim Hjorth. Også denne lynstarter havde foretrukket 1. række, her skal ekvipagen søge mod inderbanen for at have en chance for en god placering over den 2440 meter lange BM-distance.
- Open. Ejer, Team Bornholm.nu. Kusk, træner Jeppe Juel, Aalborg. Open vandt for nogle år siden danmarksmesterskabet i trav for den karismatiske topkusk Jeppe Juel, men hesten har desværre hidtil ikke været gode venner med de skarpe sving på den bornholmske travbane. En spændende og udfordrende opgave for den nordjyske kusk.
- Rolex Boy. Ejer, Stald Aakjærkelars. Kusk, Mads Petersen. Det bornholmske kusketalent er hjemme fra bopælen i Jylland, og er ubesejret med hesten. Stefan Lind-Holm og Henriette Jensens anden deltager foruden Lamott. Rolex Boy er Bornholms hurtigste hest fra start og efter en 2015-sæson helt uden deltagelse i løbene på grund af skader er gennembruddet kommet i år. Med et startspor i 1. række havde hesten været favorit til sejren, nu skal der også lidt løbsheld til, hvis Rolex Boy for første gang skal fejres som BM-mester.
- Streetwise. Ejer, Lene og Egon Jensen. Kusk, Egon Jensen. Ejeren Egon Jensen virkeligt fået sat skik på Streetwise i løbene, og Streetwise går solide løb hver gang og med gode placeringer til følge. Svært startspor her.
Travbanen i Hareløkkerne åbner allerede portene kl. 10.
Indskud til det populære hønselortelotto kan ske fra kl. 11.30, mens hønsene nok først begynder at “plette” ved 13-tiden.
Kl. 12.30 er der præsentation af kuskene i Bornholms Mesterskabet. Nordea Bornholmsmesterskab for ponyer afgøres også ligesom der er gratis ponyridning for børn.
Baneprogrammet kan downloades pÃ¥ dette link – klik her