Franske Voltigeur de Myrt, der var nummer to i Prix d’Amerique og senest var nummer tre i Olympiatravet, er klar til Copenhagen Cup. Det fortæller min franske kollega, Fabrice Theill fra Paris Turf.
Voltigeur de Myrt leverede en stærk afslutning i Olympiatravet, men kusken, Gabriele Gelormini var for ivrig med sin pisk, og fik en bøde på 15.000 SEK og tre dages udelukkelse.
Udelukkelsen træder i kraft den 9. maj, men da Broline Copenhagen Cup er et Gruppe 1-løb kan Gelormini køre.
Voltigeur de Myrt ejes og trænes af italienskfødte Roberto Donati, der inden for de seneste år har markeret sig mere og mere i fransk travsport.
Udover andenpladsen i Prix d’Amerique med Voltigeur de Myrt, så vandt denne Criterium des 4 Ans i 2013, og foreløbig har Voltigeur de Myrt tjent 936.942 Euro.
Donati har også haft succes med hoppen Roxane de Barbray, der to gange har vundet Grand Prix Hamburg, der er et løb i en serie, som fransk travsport laver i samarbejdslandene Tyskland, Belgien, Mallorca og Schweiz. Roxane de Barbray er 10 år gammel nu og har tjent 950.000 Euro og sat rekord 1.11.5.