60-årige Ole Køppen, der søndag eftermiddag deltog i 6. løb på Charlottenlund Travbane med sin nyerhvervelse Overall, fik hjertestop, da han kom ind efter løbet.
Træner Kenneth Nielsen gav ham hjertemassage og fik ham til live, men i ambulancen på vej til hospitalet døde Ole Køppen.
Ole Køppen, der var handelsgartner på Amager, var født ind i travsporten som søn af træner Kurt Køppen.
I 80-erne havde Ole Køppen nærmest patent på amatørchampionatet på Skovbo, men selv om han – efter Skovbos lukning – oplevede, at der blev længere mellem sejrene fortsatte han stadig med sin hobby, travet med stor entusiasme og havde nyligt erhvervet den gode hoppe, Overall.