Efter et par magre år rent resultatmæssigt har Svend Dyhrberg fået mere vind i sejlene, og i aftes vandt han på Åby Travet med den 3-årige hoppe Twins Sindy.
I såvel 2012 som i 2013 vandt Svend Dyhrberg blot fire sejre – det har han allerede nået her, hvor vi er halvvejs gennem året, og i aftes vandt han sin sejr nummer 5.
Twins Sindy (Quite Easy) – en 3-årig hoppe, der nu vandt sin første sejr i sit livs fjerde start, var hesten der skaffede Svend Dyhrberg sejr nummer fem i denne sæson.
Opløbskampen var hård og Twins Zindy vandt med en mule i 1.17.9/2140 m over danskfødte Whisper Line (Great Challenger) med Peter Untersteiner i samme tid.
Twins Sindy gav ikke mindre end 31.83 i vinderodds.
Svend Dyhrberg har nu vundet 5 sejre i 51 starter – i fjor brugte han 81 starter til at vinde 4 sejre.
Men nu skal han være på sidelinjen frem til den 15. juli for en drivingsforseelse.
Ingen Åby aften – næsten – uden en sejr til Flemming Jensen eller hans stald.
Denne aften var det sejrsslugeren Monte Major (Ganymede) med Johnny Takter, der kom i vindercirklen. Monte Major har nu vundet 5 ud af 7 starter i år og tjent 230.000 SEK.
Flemming Jensen sad selv bag Wink Spot, der sluttede på en femteplads i løbet.
I monteløbet blev det også til dansk sejr da Rikke Munk Sørensen vandt med Royal Fine (Gills Victory), der ejes og trænes af Tina von Hirsch – vindertid 1.14.3a/1640 m.
På tredjepladsen kom Bent Svendsen-trænede Super Mario med Åsa Svensson i 1.14.5.
Bo Falsig fik løb til stalden ved Rocket Man (Dream Vacation), som Joel Uhrberg kørte.