TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

922 åringer under hammeren

af | 28. okt 2026 | Nyheder

I næste uge afvikles verdens største auktion over sulkyheste i Harrisburg, Pennsylvania – både åringer, løbsheste samt følhopper og hingste anparter er til salg.

The Standardbred Horse Sales Company, der ejes af Hanover Shoe Farm, er arrangører af denne auktion, der pr tradition holdes den første uge i november i Pennsylvania State Farm Show Complex, der er et kæmpe indendørs center, der ligger i Harrisburg.

De tre første dage i ugen kommer åringer i ringen – dem er der 922 af – og altså væsentlig flere end i Lexington, hvor man i år skar ned på antallet af åringer.

Torsdag sælges der enkelte åringer, der ikke nåede med i katalogets første udgave – der er nemlig både et bind 1og et bind 2!

Torsdag sælges også hingste anparter og bl.a. er der parter på Walner, Chapter Seven, Tactical Landing, Six Pack, Greenshoe, Father Patrick m.fl. til salg.

Derefter sælges der ifolede hopper, hvor følpengene er betalte – og her kan man bl.a. erhverve sig hopper i fol ved bl.a. Chapter Seven og Walner!

Blandt følhopperne er også en søster til Chapter Seven, 1175 Tap Dance (Greenshoe), der er i fol ved Back of The Neck. Tap Dance er 5 år gammel og har rekord 1.11.3 – hun har i år fået sit første føl efter Tactical Landing.

1193 er den danskfødte hoppe, Last Wish i fol ved Captain Corey – der er i øvrigt kun to hopper på auktionen, der i fol ved ham.

Last Wish (Wishing Stone) er helsøster til Magic Punt 1.08,8 – 528.954 dollars, der har været en af de bedste 3-åringer i USA i år – bl.a. vinder af Blue Grass Stake i Lexington.

Fredag sælges der løbsheste og her er der kommet efteranmeldelser fra bl.a. en af årets allerbedste pacere, Beau Jangles, der så sent som i lørdags vandt Breeders Crown for 3-årige pacere.

Der er også efteranmeldelse af 3-årige Spencer Hanover (Chapter Seven), der i fjor vandt Breeders Crown for 2-åringer og som i år har vundet Oak Grove Trotting Derby og Empire Breeders Classic samt den ligeledes 3-årige hoppe, Victorianas Secret (Tactical Landing) som er årets hurtigste 3 års hoppe med 1.08.4.

Se mere om auktionen på hjemmesiden – klik her