TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sofus Sørensen vandt de to første

af | 4. sep 2026 | Nyheder

For næsten 100 år siden vandt den danske stortræner Sofus Sørensen de to første udgaver af Svenskt Travderby.

Ibrahim Pascha vinder Svenskt Uppfödningslöpning 1926

Vi er tilbage i svensk travsports barndom. Jägersro-banen åbnede i 1907 – grundlagt af den danskfødte bygmester C.L. Müller – men først i 1926 afviklede man det første avlsløb, Svenskt Uppfödningslöpning, der gav sejr til Sofus Sørensen med Ibrahim Pascha, som i øvrigt også vandt både Kriterium og Derby i Sverige!

Derbysejren kom i 1928 – søndag den 5. august – hvor Ibrahim Pascha sejrede i tiden 1.30,9/3000 meter. Her blev det i øvrigt tredobbelt dansk triumf med Joko Worthy (Koster) og Johnny Finance (Leth-Olsen) på anden- og tredjepladsen.

Dengang var de svenske avlsløb stadig åbne for udenlandske heste, men allerede et par år senere lukkede man for dén mulighed for de danske heste. Ibrahim Pascha var også med i det danske Derby, hvor han sluttede på en skuffende fjerdeplads. Her gik sejren til outsideren Johnny Finance med Axel Leth-Olsen foran Joko Worthy (Knud Hansen) og favoritten Iowa (Koster).

Sofus Sørensen vandt også den anden udgave af Svenskt Travderby med Karina S, men så var det definitivt også slut med den danske dominans.

Karina S var i øvrigt datter af Sofus Sørensens 1921-Derbyvinder Bella S.

Gennem årene har det været småt med danskopdrættede heste i det svenske Derby. I 2000 blev Thomas Fischers Danish Dynamite nummer fem bag S.t Göran og Stig H. Johansson, og på søndag er Ken Ecce på plads med Iamthesun – opdrættet og ejet af danske René Mathiasen – men det vil være en sensation af de helt store hvis den danske ekvipage går helt til tops i Derbyet.

Vindere af Svenskt Travderby 1928-2025: KLIK HER