TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk Hestevæddeløb: Færre aflysninger i fremtiden

af | 11. mar 2026 | Nyheder

Dansk Hestevæddeløb tager nu skridt til at sikre at løbsdagene på de danske travbaner  fremover vil blive flyttet til en anden bane fremfor at blive aflyst.

Efter dagens artikel på travservice.dk, hvor det blev afsløret, at spilleselskabet Bet25 har registreret et omsætningsfald på danske travløb i 2026  på 20% i forhold til samme periode i fjor kommer Dansk Hestevæddeløb nu på banen, og vil sikre, at løbsdagene på danske baner vil blive afviklet – også selv de må flyttes til en anden bane.

Claus Juncker

Det skriver driftsdirektør Claus Juncker i et mailsvar til travservice.dk.

Først og fremmest er det helt afgørende for os, at sikkerheden for de aktive og hensynet til hestevelfærden altid kommer i første række. Hvis forholdene ikke er forsvarlige, skal vi selvfølgelig ikke gennemføre løb, men når det er sagt, så er jeg helt enig i, at vi som sport skal blive bedre til at tænke i helheder.

De aktive har i forvejen relativt få startmuligheder i vinterhalvåret, og derfor er det også vigtigt for både hesteejere og aktive udøvere, at vi i videst muligt omfang får gennemført de planlagte løbsdage. I tillæg er det også af afgørende betydning i forhold til indtægter på spillet. 

Derfor har vi også brugt de seneste aflysninger til at kigge vores procedurer efter i sømmene. Vi har justeret vores tilgang til både aflysninger og mulige flytninger af løbsdage, så vi fremover i højere grad er på forkant med vejr- og baneforhold og dermed bedre kan nå at reagere.

Ambitionen er netop, at vi fremover i højere grad kan sikre, at løbsdagene bliver afviklet – også selv om det i højere grad betyder, at de må flyttes til en anden bane. Forhåbentlig vil det betyde, at vi fremover ser langt færre aflysninger.