Så er vi fremme ved finalen og her kommer det sidste spørgsmål i Anne’s konkurrence – og så får du også en historie om Stald Saltum.

Det var let at gætte, at det var Stald Saltums stjerne Ikaros og min bedstefar, Erling Larsen, der var julekalendermodeller i går.

Jeg har billedet af min sammenbidte bedstefar i træsko og Ikaros, der flaner, til at hænge i køkkenet. Fordi jeg elsker kropssproget – bedstefar siger: vi skal arbejde – og Ikaros svarer: det skal jeg nok selv bestemme. Og så alligevel fik de det hele til at spille sammen i en grad, så Ikaros blev en af Danmarks bedste hurtigklassetravere og noget af en berømthed.

Der findes så mange pressefotos, historier, artikler og minder, at både Ikaros og bedstefar stadig føles nærværende for mig. Selvom jeg først blev født det år, Ikaros vandt Skandinavisk Mesterskab.

“Han var vakker. Ja, han var lige, som han skulle være. Og det var din bedstefar også. Lige som han skulle være”, fortæller Lene Andersen, der voksede op på ejendommen i Fårup, hvor hendes mor Sonja passede Stald Saltums heste og far Aksel arbejdede på bryggeriet.

“Når Ikaros kom forbi staldsiden i løb, så var det som om han lige sank lidt ned i kroppen, og så skød han op som en flyvemaskine”, beskriver Lene den fart, som Ikaros havde i sig.

Lene lærte sig selv at ride på traverne, ligesom min søster ikke var ret gammel, da hun blev sat op i vognen bag ved Ikaros og de andre heste, der trænede på stranden.  For bedstefar var ikke den type, der mente, at børn havde behov for en redningsvest, hvis de ville være med til noget. Han lod dem bare være med og tog som en selvfølge, at det gik nok. Og det gjorde det jo.

Lige inden for døren i mit bryggers hænger billedet af min far og Ikaros, der vinder Skandinavisk Mesterskab i 1971. Højdepunktet i Stald Saltums histoire. Et mytisk billede, der har defineret min gang på jord. For om jeg så står på hovedet resten af mit liv ville jeg aldrig kunne leve op til det billede.

Jeg har simpelthen ikke den der enorme vilje til at ville vinde. Til gengæld er jeg er lidt bedre til at tabe. Og det er da også noget.

Men lad os nu fejre, at det endelig er blevet juleaften. I gamle dage, faktisk helt i de gamle dage, da farmor og bedstefar købte et hvidtølsbryggeri i Saltum, spiste familien julefrokost med de folk, der arbejdede på bryggeriet. Det var en fast skik.

Siden blev det en tradition, at vi spiste julefrokost med den nærmeste familie.

To slags sild og karrysalat, grønlangkål med medister og flæsk plus en skålfuld frugtsalat og lidt småkager til kaffen, så var vi klar til gå juleaften i møde med god appetit. Det var en drøj tradition, men det var hyggeligt.

Nu spiser vi ikke julefrokost mere. Det ebbede ud i 2017, da Skive begyndte at køre travløb juleaftensdag. Siden har jeg hængt i en travstrik den 24. Og som regel sprunget frokosten helt over.

For to år siden vandt Gulddreng. Og jeg faldt lige så pladask ned i en halv meter smat og vand på inderbanen, da jeg skulle sprinte over efter præmien, så jeg måtte sidde og dryppe i kirken…Men det kan også noget.

I dag skal Just Time og Leika Time starte i Aalborg, så må vi se, om julefreden når at sænke sig…

Og så fik jeg lige et bonusfoto af endnu en yndlingshest (og kusk, jeg savner Erik Adielsson). Det er Louise Mortensen, som har sendt et billede af VM Viking Cup, der vandt 31 løb. Travsporten er rig på fantastiske heste. Det har været en fornøjelse at flette nogle fortællinger om dem sammen til en julekalender. (Selvom det er gået ud over den tid, jeg burde have brugt på julegaver…)

Julekalenderens sidste låge gemmer en klassisk vinder og bare hans nye træningsform går i hak, så kan det blive et godt nytår for dagens model.

Hvis du kan gætte dagens julekalenderfoto, så send endelig en mail til annedodensigskriver@gmail.com, så er du med i udtrækningen om to billetter til en koncert med Gulddreng, altså Malte Ebert, på Skråen i Aalborg i marts 2026.