TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dramatik på Vincennes

af | 13. sep 2025 | Nyheder

Det tog op mod 15 minutter før resultatet af Criterium des 3 Ans blev offentliggjort. Dommerne var kommet på arbejde.

Magic Night er først ved målpassage, men har trængt Mack de Blary og deklasseres til andenplads. Foto Geny.com

To heste skar målstregen næsten samtidigt i Criterium des 3 Ans.

Philippe Allaires Magic Night (Helgafell) med Paul Philippe Ploquin og Thierry Duvaldestins Mack de Blary (Face Time Bourbon) med Theo Duvaldestin.

Undervejs havde Magic Night siddet i spids med Mack de Blary i ryg, men ind i opløbet fik Mack de Blary angrebsplads.

Magic Night stred godt imod, men fra at have startet i inderbanen sluttede hun over mål i fjerde-femte spor.

Men Magic Night nåede målstregen først – Allaire og Ploquin – og hesten naturligvis – blev hyldet som vindere af presse og publikum – men som kom beskeden: Enquete!

Og det tog lang tid før dommerkomiteen kom frem til et resultat – Magic Night blev deklasseret til andenpladsen for trængning over for Mack de Blary ned gennem opløbet. Begge løb 1.12.5/2700 m.

Dermed var Mack de Blary vinderen af Criterium des 3 Ans – og Theo Duvaldestin vandt sit andet Gruppe1-løb inden for en god halv time.

Sit første Gruppe 1-løb i karrieren havde han forinden vundet i Criterium de 4 Ans med Lancier du Goutier (Ready Cash), der også trænes af faderen Thierry Duvaldestin.

Lancier du Goutier med Theo Duvaldestin klarer sig akkurat først over mål i Criterium des 4 Ans

Her sad Lancier du Goutier i spids undervejs, men blev træt op mod mål, hvor tre heste kom tæt på, men Ready Cash-sønnen klarede sig akkurat først over stregen foran staldkammeraten Lovino Bello (Village Mystic) med Eric Raffin, Lombok  Jiel (Enino du Pommereux) med Pierre Yves Verva og Learn to Fly (Uriel Speed), med Paul Philippe Ploquin – alle i 1.12.7/2850 m.

Her galoperede løbets favorit, Liza Josselyn (Ready Cash) med Jean Michel Bazire fra start, og blev siden kørt frem udvendigt, men blev meget træt til slut og sluttede uplaceret.

I Criterium des 5 Ans så det længe ud til at Philippe Allaire skulle få et plaster på såret for deklasseringen af Magic Night.

Hans Koctel du Dain )Boccador de Simm) med David Thomain sad tidligt i spids og var førende til kort før mål, hvor Sebastian Guaratos Krack Time Atout (Face Time Bourbon) med Franck Nivard let gik forbi til sejr i 1.11.8/2850 m – Koctel du Dain nummer to i 1.11.9, mens King Opera (Ready Cash) med William Bigeon besatte tredjepladsen i 1.12.1.

I hvert Criterium var den samlede præmiesum på 300.000 Euro med 135.000 Euro til vinderen og 75.000 Euro til nummer to.

I rammeprogrammet var danske Eros Zola til start i et løb over 2850 meter volte,

Eros Zola, der havde Benjamin Rochard i sulkyen, sad sidst undervejs, men kom i angreb op ad bakken og rundt i opløbssvinget.

Det bed dog ikke rigtigt, og Thierry Duvaldestin-trænede Eros Zola sluttede på en syvendeplads i 1.13.8 – præmie 750 Euro.

Løbet vandtes af staldkammeraten Ideal du Rocher (Clif de Pommereux) med Clement Duvaldestin i 1.13.5 – præmie 33.750 Euro.