TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Anne skriver: Om oplevelser på Facebook

af | 21. jun 2025 | Nyheder

Facebook er det nærmeste, vi kommer et sladderblad i travsporten.

Her kan du følge sejre, forventninger, parforhold, familieforøgelser, investeringer, gevinster og sociale sager.

 Og der er meninger og vrisninger, opadvendte tommelfingre eller det modsatte, skulderklap og afklapsninger, sure miner og glade minder, sjoverier og dumhed, storhed og fald. Jeg er kun på Facebook, så alt det, der sker på andre sociale medier, er jeg lykkelig uvidende om (ligesom aktiviteterne på Travet.dk, for den er åbenbart ikke længere tilgængelig på Facebook). 

Der er et helt særligt sprog på de sociale medier, hvor det meste står mellem linjerne.

Jeg er ikke særlig god til den afkodning, jeg er ret bogstavelig og har slet ikke sans nok for billedsproget til omgående af gennemskue, at et parforhold er sat på pause, hvis begge parter skifter profilbillede og den slags finurligheder…til gengæld kan jeg tage mig selv i at tjekke, hvem der synes godt om hvad.

Det er ikke pænt at snage, men på Facebook er det jo lidt pointen, at man kan stikke snuden i den slags slibrigheder. 

Men Facebook er også leveringsdygtig i brugbare meninger.

Forleden dukkede Svend Brinkmanns 10 gode råd fra studentertalen til datteren op på Facebook, og denne psykologprofessor, som er blevet kendt for at anbefale at sige nej og stå fast og hænge i, er umanerlig god til at sætte livskundskab på skrift.

Og det slog mig, at hans råd til datteren og alle de andre smukke unge mennesker, som hopper ud i voksenlivet lige nu, lige så godt kunne være skrevet til et liv i travsporten. 

Og gode råd er heldigvis gratis, så jeg har rettet Brinkmanns ord en lille smule til, så de bliver figursyet til alle os gamle travnisser og yngre opkomlinge til fri eftertanke. 

1) Tro ikke dem, der siger, at alt er muligt. Du kan hverken flyve eller stå ret længe på en brændende platform. Dine heste kan heller ikke flyve i alle starter. Forsøg at glæde dig over dine hestes og dine egne begrænsninger, og skam dig ikke over at give op indimellem. Det er såre menneskeligt.

2) Andre vil fortælle dig, at “du bare skal være dig selv”. Det er også ofte fint, men desværre gør de fleste af os dumme ting en gang imellem, når vi er os selv. Det er næsten altid vigtigere at behandle andre godt.

3) Få en hobby (her er vi i travsporten på forkant). Hvis du interesserer dig inderligt for noget i verden, bliver livet aldrig kedeligt. Desuden har verden brug for nørder.

4) Det lyder kedeligt, men lyt til de ældre generationer. De vil dig det godt og har prøvet en del. Men træf dine egne beslutninger. 

5) Når noget går i stykker, så prøv at reparere det. Det gælder både punkterede sulkydæk og menneskelige relationer. Sæt en lap på. I hvert fald i første omgang.

6) Få en god bullshit-detektor. Vær skeptisk, når bannerførere siger, at du skal være passioneret, agil og innovativ. Hvis nogen har brug for at sige “just do it”, så spørg dem, hvorfor de dog taler engelsk. Og hvis træneren siger, at din hest er en kanon, så klap lige hesten en ekstra gang. Eller skynd dig at sælge den

7) Vær sød ved de gamle og de gnavne. Også selv om de ikke altid er søde ved dig.

8) Bliv ikke nervøs, når livet ikke er helt okay. Det er det faktisk aldrig. Men sommetider vinder din hest eller du kommer til at hygge dig sammen med andre hestefolk, og så er livet lidt mindre ikke-okay. 

9) Tal med mennesker, du er uenig med. Folk er ikke forkerte, fordi de mener noget andet end dig.

10) Lær at elske havregrød. Det er billigt og nærende, og hvis du kan leve for små penge, kan du til gengæld få stor frihed til at dyrke din store passion for travsporten. 

Til den gode side så har jeg læst en fremragende bog “Inden året er omme” om sommerfugle. Forfatteren og journalisten Lea Korsgaard sætter sig for at se samtlige 64 danske sommerfugle i løbet af et år. Det lyder nørdet, men hun formår at åbne naturens vidundere og udfordringer for læseren, mens hun jagter sine trofæer, så jeg nu går mine ture med et helt anderledes åbent sind.

Og så er det livgivende at sætte sig på en cykel og fræse ned til stranden ved Blokhus og se alle disse ildsjælede hestenørder stable “Trav Ved Hav” op for andet år i træk.

Der er noget ved himlen, havet og sandet, der gør godt for sjælen, lungerne og fællesskabet. 

Jeg ville egentlig have skrevet en reportage, men det meste af min mosters familie sad oppe i en klit og nød scenariet, og så faldt jeg i snak, mens vi heppede på de ekvipager, som min kusines københavnermand prøvede at sms’ sig til gevinst på. 

De vil så gerne med til travløb i Aalborg, så jeg må tage mig sammen til at få det arrangeret.

Men I ved…på løbsdage er der bare 100 andre ting end at sidde ovre på publikumssiden, men jeg må øve mig i, at der findes mange andre måder at opleve en løbsdag på end vaske svedige hestekroppe og snavset seletøj. 

“Tiggeren kan være lykkelig i sin armod, den sande fattige er rigmanden, der aldrig får nok.”

Seneca, romersk filosof, død 65 år efter Kristus.