Med to sejre og en femteplads i tre starter blev Kim Mortensen dagens mand.

Kim Mortensen kører fortsat på trænerlicens, men har ifølge travinfo.dk ikke længere heste i træning og har ikke startet heste fra egen træning siden 2023.
Men han bruges fortsat som kusk i løbene og det er forståeligt.
Især med baggrund i tirsdagens resultater, hvor det blev til to sejre og en femteplads i tre starter.
Dermed har Kim Mortensen vundet 4 sejre i 11 starter i år.
Tirsdagens vinderheste for Kim Mortensen var Juul Madsens Kiwi Trøjborg (From Above US), der sejrede i 1.20.2a/2160 m og Patrick Mogensens For Life (Russell Hill), der var nede i 1.17.3a/2160 m.

Dagens hovedløb, Bygma 5 års Mesterskab vandtes af Tonni K. Mogensens Inter Flamingo (Dream Vacation) med Mads K. Mogensen i 1.18.9a/2420 m – her var der 10.000 kroner i førstepræmie.
Banens Fødselsdagsløb for hurtigklassen havde Jetset Onion(Infinitif) med Kenn Christoffersen i spids fra start til mål og parret sejrede sikkert i 1.19.2a/3000 m.
Dermed forbedrede svenskfødte Jetset Onion banerekorden på distancen for udenlandskfødte heste, der var næsten 20 år gammel!
Crown Maker kørt af Stefan Lind-Holm havde den gamle rekord med 1.22.1a/3000 m sat den 20. juni 2006.
