TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Anne skriver: Om et længe ventet føl

af | 16. apr 2025 | Nyheder

Og det er ikke et hvilket helst, der nu er født – moderen er nemlig tophoppen Eenymeenyminymoe og faderen, Elitloppvinderen Hohneck

Hingstføl efter Hohneck – Eenymeenyminymoe

Bom.

To en halv uge over tid.

Bedst som jeg sad og fordrev min frokost med at læse et meget langt interview med Jesper Buch i Børsen, så lød der et kling fra min Messenger.

Seks fotos af mor og barn. Stor hvid plet i panden på det langbenede barn og en særdeles tilfreds førstegangsmor.

Inden jeg fortaber mig i følbillederne, så sender jeg dem videre til Rie Raun, som har haft flere veer end mig i disse ventetider. 

Eenymeenyminymoe er Ries absolutte yndlingshoppe, og det siger ikke så lidt, når man ved, hvor glad Rie er for alle heste. Faktisk alle dyr.

 Hun har passet Eeny i det meste af hoppens karriere indtil november 2023, da Eeny blev sendt i træning hos JM Bazire i Frankrig.

Desværre fik hun en gaffelbåndsskade, og vi måtte huhej finde et sted at placere hende, fordi Bazire ikke har plads til invalider, og slet ikke midt i vintermeetinget.

Så med mit ikke-eksisterende franske sprogøre og Google og France Trotting som hjælpere fandt jeg frem til Haras Montmirel i Normandiet.

Det er et stutteri, som bliver drevet af en svensker, og Readly Express er født der. Meget mere vidste jeg ikke om stedet, og det var næsten umuligt at få etableret kontakten, men da det først lykkedes, så har jeg været helt tryg, mens Rie har hoppet lidt rundt om sig selv nogle gange, når hun syntes, at jeg godt kunne spørge lidt mere til, om nu Eeny havde det godt.

I mandags var hun klar til at køre til Frankrig omgående for at få det føl presset ud, men nu tror jeg, at hun lige trækker vejret, pakker bilen og planlægger turen, inden hun drøner ned og klapper mor og barn. 

“Og med omvendt hjerte i panden. Det kræver altså bobler i aften”, som Rie skrev.

Vi havde nu nok fået lidt bobler under alle omstændigheder, for vi skal fejre mange fødselsdage og jubilæer i aften, men sådan et lille længe ventet føl, det har virkelig champagnefaktor.

Det er endda en hingst.

Eenymeenyminymoe og hingstføllet efter Hohneck

Navnet blev bestemt og omhyggeligt skrevet ned i lørdags.

Det er Martin Bjerregård, der har været kreativ.

Mest for at undgå at jeg fik min vilje med OkkerGokkerGummiklokker:

“Jeg ved godt, at det er for langt – Ohnoherecomestheminymoe – så det må blive Ohnomynimoe” 

Selv Rie havde ingen indvendinger mod det navn, så sådan bliver det: Ohnomynimoe.

Og så kan Eeny jo få en “Pokkerstilmynimoe” næste år…

Føllets far er Hohneck. Og Eenymeenyminymoe går til Hohneck igen i år. Mest fordi den har min yndlingsLove You som farfar, men også fordi de første afkom ser virkelig fine ud. Nå ja, så udbydes Hohneck ikke på frostsæd, så måske bliver der efterspørgsel heroppeomkring på føl med den far. 

He, så selvom jeg egentlig havde afsluttet min opdrætterkarriere på grund af alverdens sørgeligheder, og helst ville fortrænge, at jeg overhovedet har en følhoppe, kan jeg da godt mærke på pulsen, at min krop bobler lidt. Glæde? Lettelse? Håb? Drømme? Længslen efter at se sådan en lille fyr stolpre ud i verden? 

“Nogle mennesker bekymrer sig meget. Jeg tror, at det er det, man kalder kærlighed.”

Peter Plys