TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hvad betyder opsigelserne i Dansk Hestevæddeløb?

af | 28. feb 2025 | Nyheder

Det kom som  en overraskelse, at Dansk Hestevæddeløb i onsdags meddelte, at man har opsagt fire medarbejdere.  Hvilken betydning får det fremadrettet?

Pål M. Tung. Foto Ole Hindby

De fire medarbejdere, der er opsagt er sportschefen Rene Jensen, der har seks måneders opsigelse, Nanni Køhler, der var i spidsen for DH Ungdom, Jakob Worm Bisfort fra kommunikationsafdelingen og Maria Deyneka fra økonomiafdelingen.

-Dette er en svær øvelse, men samtidig en nødvendig tilpasning, der skal sikre, at vi som organisation og sport kan navigere i de ændrede økonomiske vilkår, skriver Pål Tung, adm. Direktør i Dansk Hestevæddeløb i et mailsvar til travservice.

-Beslutningen om afskedigelserne er truffet efter grundig overvejelse og er en del af vores strategi for at tilpasse organisationen de nuværende udfordringer og fremtidige behov. Ens for alle er, at de fortsætter med at arbejde som vanligt i opsigelsesperioden.

Vi har desuden sendt Pål Tung følgende spørgsmål, der er besvaret:

Spørgsmål: Hvad skal der ske med stillingen som Sportschef, når Rene Jensen fratræder?

Svar: Det er for tidligt at sige noget konkret om fremtidige beslutninger i den forbindelse. Dog kan vi sige, at den fremtidige struktur vil afvige fra den nuværende.

Spørgsmål: Hvem skal fremadrettet lave propositioner?

Svar: I øjeblikket er opgaven fordelt på flere medarbejdere, og vi arbejder på en ny fordeling af ansvar og arbejdsopgaver, som vi mener vil styrke organisationen fremadrettet.

Spørgsmål: Har denne slankning af organisationen noget at gøre med et tættere samarbejde med Sverige – rent data-teknisk?

Svar: Delvist. Slankningen er ikke primært drevet af tekniske dataaspekter, men er en del af en bredere plan for at styrke det økonomiske fundament for sporten som helhed.

Spørgsmål: Har du overvejelser om at samle hele organisationen i DH på Lunden igen?

Svar: Nej, der er ikke aktuelle planer om at samle organisationen på Lunden igen.

Spørgsmål: Troede DH Ungdom var et meget vigtigt indsatsområde for fremtiden, hvorfor virker det mærkeligt at nedlægge stillingen?

Svar: DH Ungdom er fortsat et vigtigt fokusområde for fremtiden, men vi ser på en anden form for struktur og ansvarsfordeling. Den kommende udvikling vil fokusere på at finde den rette balance mellem forretning og forening.

Spørgsmål: Utroligt at man ikke udnyttede den danske storløbssejr på Meydan i Dubai i fredags!

Svar: Det er et relevant spørgsmål. Spørgsmålet om, hvem der bør formidle sportsnyheder, er dog en afvejning af ressourcer. Det er en beslutning, der blev taget for flere år siden, at DH ikke skulle bruge ressourcer på den type medieformidling, men i stedet fokusere på andre aspekter af forretningen.

Pål Tung afsluttede mailkorrespondancen med følgende:

Til sidst; Ser jeg en stigende tendens til, at forretningen (DH) bliver forventet at løse alle opgaver.

Vi anerkender, at det ikke altid er realistisk, at DH kan tage ansvar for alle opgaver, især de som normalt påhviler foreninger og frivillige.

Det er vigtigt at vi fremadrettet skaber en åben og ærlig dialog om, hvordan vi kan sikre, at frivillige forbliver motiverede og tager ansvar, samtidig med at vi kombinerer DH’s ressourcer med foreningernes frivillige engagement.

Vi ønsker at finde en balance, der skaber de bedste resultater for sporten, som vi alle stræber efter.