For nogle år siden var jeg så heldig at få lov at være med i en lille drengs fantasi, da han havde fået til opgave at skrive et eventyr i skolen. Jeg skrev hans fortælling ned, og den endte med at blive læst højt i klassen. Nu kan I også få historien om “Sol og den onde travfe”.
Sådan en vinterferiesøndag med strålende solskin er livgivende.
At være sammen med børn kan også være en fornøjelse.
At lege med børn kan være svært, for de sidder tit med næsen nedad i en skærm, men for nogle år siden var jeg så heldig at få lov at være med i en lille drengs fantasi, da han havde fået til opgave at skrive et eventyr i skolen.
Han var ikke så meget for at skrive, men han havde de mest flyvske tanker, da han kom i gang med at fantasere.
Jeg skrev hans fortælling ned, og den endte med at blive læst højt i klassen. Nu kan I også få historien om “Sol og den onde travfe”.
Der var engang en dreng, som havde en familie, der arbejdede med travheste hele tiden. Altid.
Drengen ville hellere spille fodbold og køre cross, og alt det der med heste og travbanen, det var virkelig kedeligt, syntes han.
Men så en dag blev et føl født. Både føllets far og mor havde vundet store løb. Så det føl var lidt spændende, selvom det slet ikke duede at sparke fodbold sammen med.
Føllet blev døbt Sol, og drengen fik lyst til at prøve at have en travhest, bare det altså var Sol.
Nu gik det så sådan, at Sol mindede lidt om den grimme ælling i et gammelt eventyr.
Det var faktisk til sidst kun drengen, der troede på, at Sol kunne blive en rigtig travhest. Derfor fik drengen lov til at få Sol.
Han begyndte at lære lidt om arbejdet med en hest, og drengen blev så dygtig, at han endda selv kunne træne Sol.
En skønne dag var Sol så endelig klar til at starte i et travløb, og det gik så godt, at Sol fik en pengepræmie, så nu var drengen helt solgt til det med travheste.
Næste gang Sol startede i et travløb, så vandt den.
Det var så stort, at drengen havde flødeboller med i skole for at fejre det.
Men så fik Sol lidt ondt i sine ben, og der gik lang tid, før Sol skulle starte i et travløb igen.
Til gengæld var det i Sverige, at Sol skulle starte, så det gav endda også en fridag fra skolen.
Drengen glædede sig som en lille dreng til den store dag i Sverige, hvor Sol var favorit til at vinde en rigtig stor pengepræmie.
Men bedst som drengen stod ved rækværket for at se Sol løbe stærkt i Sverige, så dukkede der en lille bidsk fe med store sorte vinger og en grøn kjole op.
Den dumme fe satte sig på ryggen af Sol og vups, så svingede hun sin fe-stav, og stakkels Sol blev så forskrækket, at den kom til at galopere, så den blev diskvalificeret.
Det var ikke spor sjovt for drengen, der ikke kunne forstå, hvorfor den onde fe var så dum.
Feen fløj hen til drengen, og baskede til ham med de sorte vinger, og det gav nogle lyde, så det lød som om, at feen sagde: Ups – det var en fejl, jeg ville bare give Sol vinger, så han kunne galopere hurtigere end alle de andre heste i løbet…
Så blev drengen rigtig vrissen.
Om feen virkelig var så dum, at hun ikke kunne kende forskel på en travhest og en galophest?
Feen rystede bare på vingerne, så det fineste tryllestøv hvirvlede rundt i luften og lige ned i drengens bukselommer, og så fløj den væk i en vældig fart.
Drengen fortalte alle om den dumme fe med den grimme, grønne kjole, men ingen troede på hans historie.
De grinede bare og sagde, at drengen måtte lære, at en travhest ikke altid vinder, bare fordi man ønsker det.
Så skete det.
Bedst som drengen stak sine hænder i bukselommerne og ville marchere langt væk fra hele den dumme travhesteverden, så dukkede hun op igen.
Den grimme fe med den grønne kjole.
Denne gang baskede hun ivrigt med de store sorte vinger, og det lød som om, hun sagde, at drengen bare skulle tage hænderne op ad lommerne.
For nu var hænderne nemlig for altid smurt ind i lykkestøv, men lykkestøv er så snildt indrettet, at det kun virker, hvis man virkelig har knoklet for de ting, man drømmer om.
Og således gik det til, at drengen bare behøvede at tage hænderne op ad lommerne og bruge dem.
For gjorde han det, så blev han forfulgt af både heldet og lykken, men stak han dem tilbage i lommerne, så gik det værre end skidt.
Derfor var Sol en rigtig lykkehest for den dreng.
Selvom den dumme fe tog fejl og smed galopstøv på en travhest.
“Børn har en fantastisk evne til at puste en boble op omkring sig selv, hvor der er magi inden i. Den boble må voksne ikke prikke hul på.” Niels Hausgaard, 80 år og entertainer, i bogen “Når vi ånder i takt”.