TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Inhouse fortsætter sponsorat af Golden League-serien

af | 31. jan 2025 | Nyheder

Bornholms Travselskab er stolte af igen i år at have indgået en aftale med Inhouse, som sikrer, at Golden League-løbsserien fortsætter i 2025.

Foto Torben Ager

Serien består af 13 spændende løb hen over sæsonen og kulminerer med den store Inhouse Golden League-finale lørdag den 4. oktober.

I år vil eliteserien derfor udelukkende omfatte hurtigklasse-løbene, hvilket er en ændring fra tidligere sæsoner, hvor den har været fordelt på forskellige typer løb.

 Dette betyder endnu mere intens konkurrence og mulighed for at opleve Bornholms hurtigste travheste dyste om sejren.

Vi er desuden glade for, at Bornholm.nu’s Rytterserie og Staldbussens Ungdomsserie fortsætter uændret.

Disse serier er vigtige elementer i travsporten på Bornholm og giver både ryttere og unge talenter mulighed for at udvikle sig og konkurrere på et højt niveau.

At de fortsætter i deres nuværende form sikrer kontinuitet og gode oplevelser for både deltagere og publikum.

Planlægningen af sæsonen er allerede i fuld gang, og Bornholms Travselskab vil gerne rette en stor tak til de sponsorer, der allerede har valgt at støtte op om den kommende sæson.

Sæsonen byder på flere store løbsdage med stærke samarbejdspartnere:

Lørdag d. 17. maj – Svaneke Bryghus er i år hovedsponsor for Erling Rügge Memorial, som afvikles på V65-dagen.

 Fredag d. 30. maj – Rønne Ejendomshandel står bag Hoppemesterskabet, hvor de bedste hopper dyster om titlen.

Tirsdag d. 17. juni – Bygma præsenterer 5-års mesterskabet og Bygma Bornholms Travselskabs Fødselsdagsløb.

Tirsdag d. 29. juli – Knud Jensen & Søn sponsorerer igen i år 4-års mesterskabet.

 Lørdag d. 23. august – Rønne Revision står bag Bornholmsmesterskabet, en af sæsonens helt store travbegivenheder.

Sponsorernes opbakning er afgørende for at sikre en stærk og spændende travsæson.

 Vi håber, at endnu flere vil se værdien i at være en del af dette fællesskab og støtte sporten, så vi sammen kan skabe de bedste rammer for både deltagere og publikum.

Bornholms Brand Park åbner sæsonen søndag den 13. april kl. 12.00 med Rema 1000’s Åbningsløb, hvor den ny omlagte travbane i Hareløkkerne danner rammen om en festlig dag.

Vi glæder os til at byde både hesteejere, aktive, sponsorer og publikum velkommen til endnu en fantastisk sæson fyldt med travsport og gode oplevelser for hele familien.