Træner Sebastian Guarato har sine heste i fin form og vandt tre af de fire store Gruppe-løb, hvor også italiensk opdrættede heste slog til.
Sebastian Guarato havde gode kort på hånden i såvel 4-årsløbet, Prix Ourasi ved Frank Gio og i de to løb for 3-åringer, Prix Roquepine med Magic America og Prix Albert Viel med Golden Gio.
Og det var en dag hvor det meste lykkedes for Guarato – og i de tre nævnte løb lykkedes alt.
Først vandt Magic America (Love You) med Eric Raffin i en tæt opløbskamp med Morality (Rockylyn) med Julien Dubois – begge i 1.14.9/2700 m – mens Misty Green (Love You) med William Bigeon besatte tredjepladsen i 1.15.0.
Bemærk her to Love You afkom helt fremme – og den tredje har Love You som farfar!!
I Gruppe I-løbet, Prix Ourasi var Guaratos Frank Gio (Face Time Bourbon) næstfavorit, og den fik lidt lettere ved at hente sejren for Matthieu Abrivard, da favoritten Lombok Jiel (Enino du Pommereux dummede sig efter 500 meters kørsel og galoperede og satte 20-30 meter til.
Mens Frank Gio var med fremme undervejs og kunne overtage føringen ind i opløbet arbejdede Lombok Jiel sig op til feltet og kom i angreb i fjerde spor opløbssvinget rundt.
Trods en afslutning efter 1.07.5/500 m kunne den ikke fange Frank Gio, der sejrede i 1.12.4 – samme tid fik Lombok Jiel på andenpladsen, mens Lovino Bello (Village Mystic) med Eric Raffin blev nummer tre i 1.12.7.
Frank Gio ejes og er opdrættet af italienske Scuderia Bivans, og det succesrige italienske stutteri ejer også den 3-årige Golden Gio (Face Time Bourbon), der også trænes af Sebastian Guarato og som køres af Matthieu Abrivard.
I Prix Albert Viel kunne Golden Gio vinde sikkert i 1.14.4/2700 m foran Maitre Jacques (Rolling d’Heripre) med Alexandre Abrivard i 1.14.5, mens Mack de Blary (Face Time Bourbon) med Theo Duvaldestin blev nummer tre i 1.14.7.
Dagens fjerde Gruppe-løb, Prix Bold Eagle var også tæt på at ende i italiensk sejr, men Gocciadoro-trænede East Asia (Ready Cash) med Björn Goop kom til at sidde for langt nede i feltet undervejs, og trods en stærk afslutning – 1.09.2/500 m – og det hurtigste i feltet – så fangede den italienske hoppe akkurat ikke førende Kokote (Ready Cash) med sin træner Matthieu Mottier i sulkyen. Begge fik noteret 1.11.6/2700 m.
For den franske travpræsident, Jean-Pierre Barjon var denne indløbsrækkefølge en stor succes – han ejer begge hopper og har opdrættet vinderen.
Gocciadoro var nummer tre med Executiv Ek (Face Time Bourbon) i 1.11.7.
Prix de Luxembourg vandtes af den 7-årige vallak, Inexess Bleu (Vittel de Brevol), der trænes af Laurent Claude Abrivard og havde sønnen Alexandre i sulkyen – vindertiden 1.10.3a/2100 m – løbets favorit, Gaspar d’Angis (Quaro) med Eric Raffin nummer to og norske Kristian Malmin-trænede Oracle Tile (Ready Cash) nummer tre – begge i 1.10.5.