TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hoppe Kriterium: Kilimanjaro Face vandt i ny dansk rekord

af | 6. okt 2024 | Nyheder

Storfavoritten, Kilimanjaro Face med Erik Adielsson indfriede forventningerne og vandt Dansk Hoppe Kriterium i ny dansk rekord 1.12.3a/2000 m.

Kilimanjaro Face med Erik Adielsson vinder Dansk Hoppe Kriterium foran Keen Lady Josselyn med Steen Juul. Foto Burt Seeger

Efter den suveræne sejr i kvalifikationsløbet til Hoppe Kriterium i rekordtiden 1.13.0 var Adrian Kolgjini-trænede Kilimanjaro Face (Googoo Gaagaa) med Erik Adielsson kæmpefavorit til sejren i finalen.

Men selv om Kilimanjaro Face var banket i bund til odds 1,36, så blev der alligevel spænding om udfaldet.

I løbets indledende fase blev Kilimanjaro Face nemlig for hidsig, og det betød en åbning efter 1.09.1/500 m og kilometeren efter 1.11.0.

Det kostede kræfter og i opløbet var Kilimanjaro Face synligt træt.

Bagfra nærmede næstfavoritten Keen Lady Josselyn med Steen Juul sig, men den kunne ikke fange Kilimanjaro Face, der sejrede med trekvart længde i 1.12.3a/2000 m – ny dansk rekord og løbsrekord.

Kilimanjaro face feltet ud på sidste omgang i Dansk Hoppe Kriterium. Foto Burt Seeger

Kilimanjaro Face var selv indehaver af den danske rekord for 3-årige hopper, som hun satte ved sejren i kvalifikationsløbet med 1.13.0.

Rekorden for Dansk Hoppe Kriterium var på 1.13.6a/2000 m og sat af Ragna Opal med Johnny Takter, trænet af Tomas Malmqvist tilbage i 2011 og tangeret af CD med Birger Jørgensen, trænet af Kaj Jensen i 2017.

De fem første heste i årets Hoppe Kriterium var under den gamle rekord for løbet.

På andenpladsen løb Keen Lady Josselyn med Steen Juul 1.12.4, derefter Michael Lønborgs Koningin med Stefan Persson i 1.12.6, Mickey Larsens Karoline Gardenia med Kasper K. Andersen i 1.13.3 – samme tid til femtehesten Kronprinsesse M med Ken Ecce – også i 1.13.3.

målfoto fra Dansk Hoppe Kriterium

Der var 541.500 kroner – incl. Præmiechancen – til Kilimanjaro Faces ejer

Kilimanjaro Face har amerikanske Googoo Gaagaa som far – hingsten, der er 50% pacer og 50% traver, og som er slået flot igennem i såvel Europa som i USA.

Moderen Valentina Wind er italiensk født og efter amerikanske Muscle Hill – og italienske Norah Wind v. Supergill og kostede som åring 19.000 Euro på ITS-auktionen.

Hun ejedes af danske Panamera Racing og efter en løbskarriere, der omfattede 19 starter, der gav 2 sejre, 664.394 SEK i indtjening og rekord 1.10.7, gik hun i avlen og fik i 2020 hingsten, Kong Venice (Face Time Bourbon) 1.12.0 – 361.793 SEK.

Samme år solgtes hun i fol ved Googoo Gaagaa til Lutfi Kolgjini og i 2021 fik hun hoppeføllet, Kilimanjaro Face.

Siden har Valentina Wind fået hingsten Eugenius Face (Walner), der er solgte til den store tyske hesteejer, Karin Walter-Mommert og i træning ved Adrian Kolgjini, og fra 2023 hoppen Full Send (Father Patrick), der solgtes på årets Kolgjini auktion for 500.000 SEK.

Adrian Kolgjini og Erik Adielsson flankerer Kilimanjaro Face . Foto Burt Seeger