TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gonnabe Shadow til start på Vincennes storløbsdag

af | 14. sep 2024 | Nyheder

I eftermiddag er det Derbydag på Vincennes, og bl.a. kommer danske Gonnabe Shadow til start i rammeprogrammet.

Nu er ordet Derby jo engelsk, og så bruger franskmændene det helst ikke, så deres største årgangsløb hedder Criterium des X Ans.

For nogle år siden samlede fransk travsport disse Criterium-løb på en og samme løbsdag. Det gør de igen i år og det er i eftermiddag.

Her afvikles såvel Criterium des 3 Ans, des 4 Ans og des 5 Ans – hver doteret med 300.000 Euro i samlet præmiesum.

Med hensyn til præmiesum er løbene altså ligeværdige og i hvert fald fra min post er det svært at se om det ene eller andet har en højere status.

Herhjemme vægter f.eks. en Derbysejr mere end en sejr til Kriteriet.

Som opvarmning til Criterium-løbene afvikles bl.a. et løb for 5- og 6-årige europæiske hopper, og her er First Blood Stables Gonnabe Shadow med Benjamin Rochard til start.

Løbet er udskrevet over 2100 meter auto, har en samlet præmiesum på 60.000 Euro og der kommer 13 heste til start.

Gonnabe Shadow har trukket spor 9 – yderst på vingen, og står ved middagstid til 15 gange pengene. Start klokken 14.28

Criterium des 5 Ans over 3000 meter er dagens 5+-løb med start 15.15 og her er Jushua Tree (Bold Eagle) med Jean Michel Bazire storfavorit til sejren.

Jushua Tree er hurtig og stærk, men der er en lille galoprisiko, og sker det så er en anden Bold Eagle-søn klar til at træde til.

Det er Justin Bold med Yoann Lebourgeois, der trænes af J. R. Delliaux.

6. løb, start klokken 16.35 er Criterium des 3 Ans og også her er der en storfavorit. Det er Lombok Jiel (Enino des Pommereux) med Pierre Yves Verva, der trænes af Jean-Luc Dersoir – Lombok Jiel har bl.a. vundet Gruppe-løbet Prix Albert Viel i 1.12.0/2700 m – altså på samme distance som i dag.

I Criterium des 4 Ans er distancen 2850 m og her er det mere åbent ud.

I fjor vandt Krack Time Atout (Face Time Bourbon) Criterium des 3 Ans og selv om resultatrækken er lidt tvivlsomt er den en af favoritterne.

Ksar (Follow You) med Matthieu Abrivard og trænet af Emmanuel Varin er svag favorit til 5 gange pengene.