TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Nyt om årets danske auktioner

af | 11. jul 2024 | Nyheder

Dansk Hestevæddeløb, der i år er arrangør af såvel auktionen i forbindelse med Derbyweekenden samt den jyske auktion, har nu løftet lidt af sløret for, hvad vi kan forvente os.

Foto Burt Seeger

Derbyauktionen, der nu hedder Copenhagen Sale, afholdes på Charlottenlund Travbane lørdag den 24. august, mens Danish Yearling Sale, der afløser Aalborg-auktionen, holdes på det nationale hestesportscenter, Vilhelmsborg ved Aarhus lørdag den 21. september.

På Derbyauktionen er der anmeldt 36 åringer samt tre føl, mens Vilhelmsborg-auktionen vil have ikke færre end 57 åringer i kataloget.

Interessant nok har man i vore meget moderne tider, hvor ingen kan leve uden at være på internettet, valgt at kun Derbyauktionen skal være en hybrid-auktion – det vil sige, at man kan afgive bud såvel fysisk på plads samt via internettet, mens Vilhelmsborg-auktionen udelukkende bliver en fysisk auktion, hvor der kun kan bydes ved at være til stede på auktionen.

Vilhelmsborg-auktionen vil blive et større event med masser af aktiviteter dagen igennem.

Der er lavet aftaler med relevante stande i den store opvisningshal på Vilhelmsborg, og så er der indgået aftale med den legendariske svenske træner Svante Båth.

Svante Båth. Foto Mia Törnberg

Han vil delagtiggøre gæsterne i sine tanker om eksteriør og hvilke kriterier han udvælger åringer efter, ligesom han vil dele ud af sin store viden og erfaringer i arbejdet med de unge heste, der har givet et utal af triumfer i det svenske.

 Seks sejre i Svensk Opdrætningsløb, flere sejre i Svensk Kriterium, tre derbysejre og et utal af E3-finaler taler sit tydelige sprog om Båths meritter og betydning for svensk travsport.

Kataloget til Derbyauktionen forventes offentliggjort i ”Hellerup-ugen” – uge 29!