I 4-års Prøven svigtede Jacques med Steen Juul som storfavorit ved at galopere i en trang situation i opløbet – i dag fik den revanche ved at vinde Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation.

Jacques, der ejes af Kirsten Nielsen, Rengøringsservice Danmark, Kolin Stable og Niels Thomsen, kom til fra en sejr i Sprintermesteren i Odense for at kvalificere sig til start i Jydsk 4-årings Grand Prix.
Det glippede, men en trøstpræmie blev det til i det, der tidligere hed Trøstløb, men som nu benævnes Consolation.
Men uden lidt dramatik var det ikke, da Jacques (Wishing Stone) med Steen Juul vandt en sikker sejr.
Midt i opløbet – på et tidspunkt hvor Jacques kom i angreb, men den tilsyneladende bange for Jomo Cash med Jan Dahlgaard, der lå udvendigt på den førende Itsgottobeperfect med Henrik Lønborg.
Jacques slog pludselig et slag ud i banen og mistede nogle længder.
Foran så nu Jomo Cash ud til at gå mod sejren, men Jacques kom tilbage og kunne gå til sikker sejr i 1.15.2a/2360 m.
Der var 37.500 kroner i førstepræmie til Jacques, der nu har tjent 307.559 kroner.

Foto Ole HIndby