I forbindelse med flytningen af heste fra Bo Westergaards træningsliste til Nicklas Korfitsens blev der lavet en fejl med Gabi Kyvsgård i Travinfo– og det kan måske få konsekvenser!
Onsdag inden Gabi Kyvsgård startede og vandt på Tingsryd stod hoppen i DTCs Travinfo opført som værende i træning hos Nicklas Korfitsen.
Men en hest, der skifter træner og som er startmeldt – kan ikke starte!
Så Gabi Kyvsgård var altså egentlig ikke startberettiget.
-Men det var en fejl i Travinfo, skriver Uwe Bredahl, administrationschef hos DH Sport til Travronden, der har rejst sagen over for Svensk Travsport.
Bredahl skriver: -En anställd har av misstag angett ett felaktigt datum som kortvarigt funnits i systemet. Det riktiga datumet för tränarskiftet är i går, den 13 juni, vilket också är meddelat till Svensk Travsport.”
Bredahls forklaring lyder god nok.
54 heste skulle trænerskiftes til Korfitsen inden der torsdag formiddag skulle skrives til start til løbene i Skive på tirsdag.
Og i den samling kom så Gabi Kyvsgård med sammen med Whoops Hanover ved en fejltagelse – det var de to eneste heste som Bo Westergaard som træner startede i Sverige onsdag.
En menneskelig fejl, som dog må efterlade administrationen hos DH Sport med røde øre – og få dem til at indse, at det er altså menneskeligt at fejle!
At Gabi Kyvsgård skulle få frataget sin præmie på 110.000 SEK fra i onsdags, virker absurd.