Jockey Christian Nissen var manden i centrum på Nykøbing F Trav torsdag eftermiddag.
![](https://i0.wp.com/travservice.dk/wp-content/uploads/2024/05/Im-a-Fraekkert-300524.png?resize=400%2C461&ssl=1)
Fem gange var den nordsjællandske jockey Christian Nissen i sulkyen og det resulterede i tre sejre og en fjerdeplads.
At Christian Nissen kunne vinde med Flemming Larsen-trænede Harley Mosebo og Handsome Devil var ikke den store overraskelse.
Der var det derimod, at han kunne bringe Anita Bakkegård Hansens I’m a Frækkert til sejr foran Steen Juuls talentfulde Kohkahycumest.
I’m a Frækkert var dagens største overraskelse og gav odds 31,60 – den var blot afkrydset på 1% i V5-spillet, men var eneste egentlige overraskelse – V5-spillet gav 1.273 kroner.
![](https://i0.wp.com/travservice.dk/wp-content/uploads/2024/05/Harley_Mosebo_240530.png?resize=400%2C266&ssl=1)
Christian Nissen, der tidligere kørte som amatør, og som i 2018 vandt EM for amatørkuske, kører primært for faderen Flemming Larsen samt for Axel Jacobsen.
I år er det med torsdagens hattrick blevet til 5 sejre i 42 starter.