Søndag aften havde amerikansk travsport sin gallafest og en af de personer, der kom på talerstolen for at takker for en hæder var danske Lars Berg.

Lars Berg har i efterhånden mange år haft part i flere travheste i USA, og to gange har han tidligere været med til travgallaen i Florida, fordi hans delejede Six Pack var kåret som hhv. Årets 3-åring og året efter Årets Ældre hingst
I år var Lars Berg igen til galla – nu som medejer af Årets 3-årige hoppe, Bond!
Dermed har Lars Berg scoret et hattrick, som ingen anden dansker nogensinde har oplevet.
At have tre vindere i den amerikanske travgalla!

Bond, der er efter Southwind Frank, trænes af Åke Svanstedt, der også er i ejerkredsen sammen med Jeff Gural (ejeren af The Meadowlands) og Lars Berg
Bond havde et flot år i 2023, hvor hun vandt 7 sejre i 9 starter – hun kiksede i Hambletonian Filly, hvor det blev til en andenplads, men ellers tog hun de andre storløb for 3-årige hopper og tjente i alt 567.264 dollars.
Som 2-åring gjorde Bond det også flot, og hun har i alt tjent 1.434.335 dollars og har rekord 1.0.83.
Planen er at Bond også skal starte i 2024.
