TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stald Rita skifter træner

af | 14. feb 2024 | Nyheder

Jørgen, Jensen, Stald Rita har besluttet at slutte samarbejde med Erik Bondo og har flyttet de heste han havde i træning over til Jarmo Niskanen.

Jørgen Jensen, Stald Rita

Jørgen Jensen, Stald Rita har samlet sine tre franske startheste hos én træner, Jarmo Niskanen.

I forvejen havde Jarmo Niskanen 4-årige Kiss Wood (Fabulous Wood) 1.15.3 – 21.100 Euro, og nu har han fra Erik Bondo modtaget ligeledes 4-årige Kassidy Kid (Goetmals Wood) 1.13.7 – 60.460 Euro samt danske Giant Design (SJ’s Caviar) 1.11.4 – 77.495 Euro.

Dermed er en ring sluttet.

Da Jørgen Jensen for 10 år siden for første gang investerede i fransk travsport, fik han anbefalet Jarmo Niskanen som træner.

Efter en dopingsag – opstået på grund af manglende rengøring af en hestetransport – blev samarbejdet afbrudt og frem til nu har Stald Rita haft heste i træning hos bl.a. Paul Hagoort, Sebastian Guarato og Erik Bondo..

-Det sidste års tid har resultaterne ikke været så gode, som vi havde forventet, og derfor er hestene blevet flyttet fra Erik Bondo, siger Jørgen Jensen, Stald Rita til travservice.

-En hest som Kassidy Kid forventede Erik Bondo sig meget af, men resultaterne er udeblevet. Nu håber jeg, at Jarmo Niskanen kan finde nøglen til den, siger Jørgen Jensen.

-Giant Design har gået meget fine løb på normaldistance, men har ikke slået til i lange løb – den vil fremover udelukkende blive startet i løb på normaldistance, siger Jørgen Jensen.

I 2023 indtjente Stald Ritas heste 149.280 Euro mod 187.840 Euro i 2022 og topåret 2021 med 206.980 Euro.