TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Aetos Kronos blev HallandsMästar

af | 18. sep 2023 | Nyheder

På en rimelig ordinær løbsaften havde Halmstad hurtigklassens, HallandsMästaren med 125.000 SEK på programmet, og det blev en let opgave for Aetos Kronos med Ôrjan Kihlström.

Bold Eagle-sønnen Aetos Kronos er tilbage på toppen igen. Foto Kanal 75

Det ser ud til at nu 7-årige Aetos Kronos (Bold Eagle) er ved at være tilbage – næsten som han var, før han kom ud for en ulykkelig hændelse i forbindelse med en behandling – en hændelse, der satte hingsten ud af spillet i mange måneder.

Især i de to seneste starter har Jerry Riordan-trænede Aetos Kronos vist storform – begge gange med Ôrjan Kihlström i sulkyen.

Fra spor otte tog Kihlström, det roligt, og det var først med 500 meter tilbage, han for alvor trykkede på speederen.

Foran dystede længe førende Heart of Steel med Peter Untersteiner med genopstandne Cokstile, som italieneren Mattia Orlando var hentet op for at køre, men ingen af dem havde svar over for Aetos Kronos, der sejrede sikkert i 1.11.9a/2140 m foran Heart of Steel og Cokstile – begge i 1.12.1.

Man havde vist glemt at fortælle Orlando om de svenske drivningsregler, for han var meget aktiv i sulkyen og fik da også tre ugers udelukkelse samt en bod på 2.000 SEK.

I det indledende løb for 2-åriner var Pauli Andersen-trænede Kanon Laser med Kenneth Andersen og Gordon Dahl-trænede Kuzco med Birger Jørgensen til start.

De havde dog ingen chance over for Bootsman (Campo Bahia) med Per Nordström, der fra springspor skød til spids fra start og vandt sikkert i 1.15.1/1640 m.

Kanon Laser (One Too Many) forsøgte at hænge på i ryg, men gav op midt i opløbet. Den klarede dog andenpladsen hjem i 1.16.1 og fik 15.000 SEK i præmie.

Kuzco var der ikke meget bid i – den sluttede næstsidst i 1.18.0 – præmie 5.900 SEK.

Gordon Dahl havde også Gunpowder med til Halmstad, og det blev til en femteplads for Birger Jørgensen i 1.14.0a/2140 m – præmie 6.400 SEK.

På Momarken i Norge fik Kim Pedersen løb til stalden med den 4-årige Mazeppa (Brillantissime) med Magnus Teien Gundersen, der vandt overlegent i 1.13.3a/1600 m – præmie 16.000 NOK.