Aalborg Hoppe Championat må siges at være en Jeppe Juel-specialitet – inden for de sidste syv år har Jeppe Juel trænet tre af vinderne – to af dem ejet af Team Juel.

For andet år i træk var det en hest trænet af Jeppe Juel, der sejrede i Aalborg Hoppe Championat!
Svenske Hertz, ejet og opdrættet af faderen Niels Juel, Team Juel med Knud Mønster i sulkyen vandt en sikker sejr i 1.13.6a/2140 m – den næsthurtigste vindertid i løbets historie.
Selv kørte Jeppe Juel Cori Gauff, der længe var førende med Helena DD med Jeppe Rask udvendigt for sig.
Helena D D besatte andenpladsen, mens Cori Gauff blev nummer tre, begge i 1.14.3.
Hertz, der har været matchet i hård svensk konkurrence, var feltets næstmindst spillede hest og gav odds 42,08 som vinder og 5,98 i Plads

Med til historien om Aalborg Hoppe Championat 2023 hører, at storfavoritten Harper galoperede fra start og satte mange meter til. Den fandt først benene til trav cirka 50 -60 meter efter mållinjen – altså efter omkring 200 meters galop – og så siger reglerne at hesten skal diskvalificeres.
Michael Lønborg hørte ikke diskvalifikationen og kørte efter feltet, og da Jeppe Juel i spids tog farten ud af feltet, nåede storfavoritten op til feltet uden de store problemer.
Harper med Michael Lønborg fuldførte løbet og var nummer to over mål efter en mægtig indsats.
Men var altså diskvalificeret!

Hertz (Readly Express) er første afkom efter Boulevard (Muscles Yankee), der i Noelle har samme mor som Spikeld (Super Arnie), som Knud Mønster – også som gæstekusk for Team Juel og Jeppe Juel – vandt Jydsk 4-årings Grand Prix 2013 med!
Tre gange siden 2017 har en Jeppe Juel-trænet hest med gæstekusk nu vundet Aalborg Hoppe Championat.
I 2017 var det Team Juels Bikini (Great Challenger) med Peter Ingves – Jeppe Juel kørte her Barolo for daværende træner Peter Jensen og sluttede uplaceret.
I fjor var det Global Yankee (Muscles Yankee), der ejes af svigerinden Karina V. Kristensen og opdrættet af broderen Hasse Juel, der sejrede og igen var det med Peter Ingves i sulkyen.
Her sluttede Jeppe Juel uplaceret med egentrænede Gurli Tinghøj.
Og endelig årets udgave som beskrevet ovenfor.
Men Jeppe Juel har som kusk været på æresrunde efter at have vundet Aalborg Hoppe Championat.
Det gjorde han tilbage i 2012 med Bo Westergaard-trænede Rasmine Vang (Lindy Lane)!
