Da italienske Follow Him onsdag aften vandt i 1.13.9a/1640 m var det årets hidtil hurtigste notering af en 2-åring i Europa – og så er den halvbroder til en dansk Kriterium-kandidat!

Det var en fornem præstation italienske Follow Him leverede, da den onsdag aften vandt sin debut i et Breeders Course-løb overlegent på Jägersro i 1.13.9a/1640 m efter at have lagt ud med 1.11.4/1000 m!
Ikke alene var tiden 1.13.9 imponerende for en 2-åring i debut, men det var samtidig også årets hidtil bedste tid for en europæisk 2-åring.
Indtil i går var to andre italienske heste hurtigste med 1.14.3, nemlig hoppen Favola Cap (Oasis Bi) og hingsten First of Mind (Face Time Bourbon), men deres præstationer er sat på 1400 meter-banen Follonica.
Men tilbage til Follow Him, der trænes af Henrik Hollsten på Axevalla, og som er ejet og opdrættet af Jean Pierre Dubois!
Follow Him blev godkendt til løb i Frankrig den 21. juli i 1.19.7/2000 m og fik altså sin debut i aftes.
Follow Him har Father Patrick som far og Little Jigger v. Muscle Hill som mor, og det gør ham til halvbroder til en af Danmarks bedste 3-åringer, Jigger (Fabulous Wood – Little Jigger) som for Steen Juul har startet 7 gange, vundet 6 sejre og en andenplads, sat rekord 1.14.7am og tjent 204.250 kroner.
Jigger må anses for at være en af de fremtrædende kandidater til Dansk Trav Kriterium.
Little Jigger, der fortsat er italiensk registreret, har efter Follow Him fået endnu et Father Patrick-afkom i 2022, hoppen Ginger Ale.
