Med baggrund i det indlæg Keld Gregersen havde i Talerstolen uddyber Breeders Clubs formand, Stig B. Norsk baggrunden for at forsøget på at skabe en sammenlægning af Opdrætterforeningen og Breeders Club mislykkedes.

Sandheden må frem
John Kirketerp henvendte sig allerede ultimo 2022 til både Opdrætterforeningen og Breeders Club, for at få lavet en strategi på, hvordan vi kan rekruttere flere hesteejere ind i sporten og ikke mindst flere købere til Derbyauktionen og Aalborg Auktionen.
Johns bekymring gik på, at der var ubalance mellem udbuddet og efterspørgslen.
Der var åringer nok til salg, men var der nok købere til dem?
De to foreninger blev lovet en god million kroner i tilskud, såfremt man kunne sætte en række salg- og markedsføringsaktiviteter i gang, således at opdrætterne kunne få nogle gode priser til de kommende auktioner.
Opdrætterforeningen og Breeders Club mødtes i det tidlige forår for at drøfte mulighederne.
Vi blev enige om at lave en fælles strategi/ansøgning, og så kunne vi drøfte en eventuel fusion sidst i 2023. Undertegnede tilbød at skrive ansøgningen.
Det er vigtigt at få nogle ekstra midler til kompetencer og ressourcer vi ikke selv råder over i dag i de to foreninger.
Efter at begge foreninger havde godkendt et oplæg blev ansøgningen sendt til DTC, som skulle godkende den, og så måtte de finde pengene.
Skuffelsen var derfor stor da vi fik et uventet afslag.
Der var simpelthen et flertal i DTCs bestyrelse, der stemte imod ansøgningen.
Kort tid efter kontaktede DTCs formand Egon Jensen begge foreninger, med det budskab at genindsende ansøgningen med et reduceret budget.
Til det halve.
Egon mente, at en sådan ansøgning burde nemt blive godkendt af DTCs bestyrelse.
En ny, revideret ansøgning blev skrevet og indsendt, igen en fælles ansøgning af de to opdrætterforeninger. Skuffelsen var endnu større da vi atter modtog et afslag.
Hvad sker der??
Hvem i DTCs bestyrelse modsætter sådant et initiativ, der for alvor kunne gøre en forskel til gavn for opdrætterne? Hvem stemte for og hvem stemte imod?
Det fik vi jo ikke at vide, og vi har jo heller ikke adgang til DTCs referater, i hvert fald ikke på lukkede punkter. Men sporten fortjener at sandheden skal frem.
Jeg har naturligvis mit eget gæt.
Det er ikke raketvidenskab.
Man kan bare se på sammensætningen af DTCs bestyrelse, og der sidder i hvert fald én person, som er mester i skabe alliancer til egen fordel.
Jeg vil opfordre til at DTC offentliggøre hvem det var, der stemte imod et velmenende initiativ, der efter al sandsynlighed kunne have gjort en afgørende positiv forskel på priserne på de to auktioner.
En målrettet salgs- og markedsføringskampagne med det fokus på udelukkende at skaffe nye hesteejere og købere til auktionerne var en gylden mulighed for at forbedre opdrætternes vilkår.
Men den blev forspildt.
Endnu et eksempel på, at sporten æder sig selv op på grund af at nogle enkelte personer, der sidder på en af sportens magtbaser, men kun har for øje at pleje egne interesser i stedet for at trække på samme hammel i en svær periode.
Trist, trist. trist!
Venlig hilsen
Stig B Norsk
Formand, Breeders Club
