Efter næsten to år på posten som formand for Danske Hestevæddeløb har John Kirketerp valgt at nedlægge hvervet. Det sker i forbindelse med en ekstraordinær generalforsamling på onsdag.

-Det har været mere end et fuldtidsarbejde for mig at være formand for Dansk Hestevæddeløb, og jeg kan ikke længere forsvare at bruge så meget tid på stillingen – hverken over for min familie eller for mine ansatte i mine virksomheder, siger John Kirketerp til travservice.
-Det har været en spændende og udfordrende tid, hvor vi i bestyrelsen i Dansk Hestevæddeløb har fået lavet en helt ny struktur for trav- og galopsporten.
-Vi har også fået aftalen med Sverige forhandlet endeligt på plads, og vi har lavet en strategiplan for den samlede sport.
-I perioden er der indført en whistleblower-ordning, og ikke mindst er det lykkes at få forhandlet en politisk aftale på plads, der især tilgodeser amatør og breddesporten, siger John Kirketerp.
-Men der også desværre også ting, som ikke er lykkes. Her tænker jeg bl.a. på en sammenlægning mellem Breeders Club og Opdrætterforeningen.
-I et lille land som Danmark er der ikke brug for to foreninger med samme mål. Derimod skulle man slå dem sammen og lave en handlekraftig organisation, der skulle opdyrke markedet for nye hesteejere, og i det hele taget sørge for at optimere afsætningsmulighederne for landets opdrættere, men det kom vi ikke igennem med, siger John Kirketerp.
-Det er alle sager, der har kostet meget tid og jeg har i princippet i perioder virket som arbejdende bestyrelsesformand.
-Der er ting, der nu venter på at blive implementeret i sporten, men jeg kan ikke længere forsvare at bruge så meget tid, som jeg hidtil har gjort og derfor har jeg ønsket at blive afløst som formand, og jeg udtræder også af bestyrelsen, siger John Kirketerp videre.
Hvem der skal afløse John Kirketerp på den vigtige formandspost, er endnu uafklaret.
-Jeg håber, at det bliver en person, der er uafhængig af banerne – det er efter min mening meget vigtig, slutter John Kirketerp.
