TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Første franske 2-års vinder i Paris i 2023

af | 23. jul 2023 | Nyheder

Lørdag eftermiddag blev det første løb for 2-åringer kørt på Enghien-banen i Paris og det vandtes sikkert af Lopigna med Eric Raffin.

Prix de la Porte des Lilas – sådan hed løbet for 2-årige hopper, der var det første 2-års løb i Paris i år.

9 hopper var til start og Lopigna med Eric Raffin og trænet af Frederic Prat var spillet til storfavorit til odds 1.60.

Det skulle der vise sig at være en god grund til.

Lopigna sad nemlig i spids fra start og til mål.

Ingen var i stand til at true hende og efter en afslutning i 1.13.1/500 m vandt Lopigna (Alto de Viette) sikkert i 1.17.4a/2150 m – præmie 14.850 Euro.

På en god afslutning nåede feltets mindst spillede hest,70-oddseren Linada Bella (Tornado Bell) med Corentin Delbecq frem til andenpladsen i 1.17.7, mens næstfavoritten, Phillipe Allaires Listentothemusic (Brillantissime) med David Thomain efter et løb i vinderhullet besatte tredjepladsen i 1.18.1.

Alto de Viette, der er far til vinderen, er en Ready Cash-søn, der satte rekord 1.11.6 og tjente 288.950 Euro.

Den har virket i avlen siden 2016 og står til 200 + 2.300 Euro.

Hans hidtil bedste afkom er Jean Balthazar fra 2019, der har monté-rekord 1.10.7 og har tjent 259.470 Euro.

På lørdagens program stod også to løb åbne for hhv. europæiske 3- og 4-åringer.

Prix Henri Cravosier for 3-åringer havde tyske Jazzman (Niky) trænet af L. C. Abrivard som favorit og med Alexandre Abrivard i sulkyen sejrede den i 1.11.8a/1609 m – præmie 40.500 Euro foran Sebastian Guaratos Kristal Josselyn (Bold Eagle) med Benjamin Rochard i 1.11.9.

I Prix de Milan for 4-åringer var distancen 2150 meter auto, og her var Tomas Malmqvist-trænede Jazzy Perrine med Eric Raffin favorit.

Efter at have afgivet spidsen til outsideren Justin Bold med Jean Francois Senet med 1300 meter tilbage kom Jazzy Perrine til at sidde fast i opløbet og sluttede på en fjerdeplads i 1.12.3.

16-oddseren Justin Bold (Bold Eagle), der trænes af Jean Remi Delliaux vandt i 1.12.2a og fik 40.500 Euro i præmie.

På andenpladsen Juninho Dry (Carat Williams) med Paul-Philippe Ploquin i 1.12.2, mens Josh Power (Offshore Dream) med Sebastian Ernault blev nummer tre i 1.12.3.