Erik Bondo er en travl mand, der driver træningsstald i såvel Italien og Frankrig. Men søndag var han i Østrig.

Blandt de heste Erik Bondo træner i sin italienske filial er den 4-årige østrigske hoppe, Lady Cash As (Ready Cash), der nyligt skuffede som favorit i det østrigske derby ved at slutte på en fjerdeplads.
Søndag var Lady Cash AS tilbage i Østrig – nu i Traber St Leger på sommerbanen i Baden syd for Wien, og nu var det med Erik Bondo selv i sulkyen.
Parret blev spillet til næstfavorit efter Derbyvinderen M Eck Enroe med Christoph Schwartz, og da M Eck Enroe som førende galoperede med 700 meter tilbage, gav det chancen for Lady Cash AS og Bondo, der lå i vinderhullet.
Parret klarede imidlertid ikke at få føringen – den tog tredjefavoritten Makya med Christoph Fischer, og selv om Lady Cash AS med Erik Bondo angreb godt i opløbet klarede Makya (For Pleasure AS) sig først i mål i 1.16.3a/2100 m – præmie 5.000 Euro – samme tid til Lady Cash AS – præmie 2.500 Euro.
Erik Bondo startede også Stald Ritas amerikanske DD’s Redemption (Andover Hall) i Internationale Badener Meile 2023, der også var doteret med en samlet præmiesum på 10.000 Euro.
Undervejs sad DD’s Redemption i andet par udvendigt, men galoperede på opløbshjørnet og sluttede på en sjetteplads i 1.15.0/1600 m – præmie 200 Euro.
Løbet vandtes af Oscarello (Oscar the Mo) med Matthias Schambeck i 1.12.6a/1600 m.
Det var i øvrigt dette løb Magnus Ladegaard-trænede Cassiopeia med Jörgen Sjunnesson vandt i fjor – også i 1.12.6.
