TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Up Your Deo med Åke Svanstedt vandt Yonkers Trot

af | 1. jul 2023 | Nyheder

Årets første hidtil største stakes-løb for de amerikanske 3-åringer, Yonkers Trot med en førstepræmie 150.000 dollars vandtes sikkert af favoritten Up Your Deo med Åke Svanstedt.

Up Your Deo med Åke Svanstedt Foto Lisa Photo

Up Your Deo – en Walner-søn – er en hest, der virkelig har udviklet sig i 2023, og som fremstår nu som en af favoritterne til The Hambletonian om godt og vel en måned.

I nat sejrede Up Your Deo med Åke Svanstedt sikkert i det traditionsrige Yonkers Trot, der er første ben i travsportens Tripple Crown – det næste er The Hambletonian og det tredje Kentucky Futurity.

Up Your Deo og Åke Svanstedt var spillet til favorit til odds 1,70 og indfriede let forventningerne i 1.10.6 efter en afslutning i 1.09/400 m.

På andenpladsen fulgte Chapercraz (Crazy Wow) med Yannick Gingras (træner Ron Burke), der fra start sad i spids. Den var slået med 1 ¾ længde og noteredes for 1.10.7.

På tredjepladsen Ari Ferrari J (Walner) med Dexter Dunn (Tony Alagna) – også i 1.10.7.

Svanstedts anden starthest, Kierkegaard K (Chapter Seven) med Mark MacDonald galoperede midtvejs i løbet og sluttede på en sjetteplads, slået med 16 længder i 1.12.6.

I ugens Road to The Hambletonian – en Top-10-liste over Hambletonian-kandidaterne topper Kierkegaard K ellers, mens Up Your Deo er rangeret som nummer 7.

Up Your Deo vil sikkert springe nogle pladser frem efter nattens præstation, hvor den vandt sin tredje sejr i år i fire starter og nu har tjent 213.800 dollars i 2023.

Som 2-åring startede den 8 gange uden at vinde løb og havde bedst 3 andenpladser!

Up Your Deo solgtes for 100.000 dollars som åring I Lexington til Åke Svanstedt, der fik opdrætteren Deo Volente Farm til at være med på en part sammen med svenske Süleyman Yüksel og canadiske Van Camp Trotting Corp.

Up Your Deo er første afkom efter Grand Stand (Cantab Hall) – fra 2022 har hun en hingst efter Propulsion, Grand Slam Deo, der sælges i Lexington i oktober.