TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Preben Kjærsgaard slutter som træner

af | 27. jun 2023 | Nyheder

Et af dansk travsports navne gennem tiderne, 73-årige Preben Kjærsgaard stopper som træner pr. 30. juni.

Preben Kjærsgaard. Foto FVB-odense

Efter en lang og glorværdig karriere stopper Preben Kjærsgaard nu som travtræner, men han er ikke færdig med travsporten.

-Jeg har solgt gården på Fyn og skal fraflytte den pr. den 30. juni. Derfor stopper jeg nu som public-træner, men vil fortsat træne et par af mine egne heste, siger Preben Kjærsgaard.

-Jeg døjer meget med ryggen – det er jo en erhvervsskade, og er blevet tilbudt operation, men jeg synes den lød lidt for voldsomt til at jeg går den vej.

-Jeg flytter fra Fyn og bosætter mig i første omgang i København, og så må vi ellers se, hvad fremtiden bringer, siger Preben Kjærsgaard.

Preben Kjærsgaard har været selvstændig travtræner siden 1974. Først tilknyttet Billund Trav, siden Charlottenlund Travbane.

Efter en afstikker til Belgien og Tyskland blev han træner ved Halmstad-banen i Sverige for i 2015 at vende tilbage til Danmark, hvor han blev træner ved Fyens Væddeløbsbane – i øvrigt den bane, hvor Kjærsgaard indledte sin travsportskarriere.

I 2020 blev Preben Kjærsgaard indvalgt i travsportens Hall of Fame og i den anledning skrev Lars Donatzky et stort portræt af den farverige travtræner, der i mange år satte sit store aftryk på dansk travsport.

Det kan du læse på dette link – klik her