Selv om alt var afgjort på forhånd var 76 medlemmer af Det Danske Travselskab mødt op til den tredje generalforsamling inden for to måneder.
Der var fire bestyrelseskandidater opstillet til de fire ledige pladser, der blev da fire bestyrelsesmedlemmer nedlagde deres hverv efter at have tabt en mistillidsafstemning til Kaj Holm ved en ekstraordinær generalforsamling i sidste måned.
Da der ifølge Travselskabets vedtægter ikke kan opstilles modkandidater på en generalforsamling, var de fire, der havde meldt deres kandidatur, på forhånd valgt.
Lars Donatzky kunne imidlertid godt lide at høre, hvad de fire kandidater stod for, og havde stillet nogle spørgsmål, som de blev bedt om at besvare.
De fire redegjorde om de tanker de har for banens fremtid ved deres indtræden i bestyrelsen.
At de alle lovede at ville arbejde for en mere synlig Charlottenlund Travbane, må betegnes som positivt.
Bestyrelsen i Det Danske Travselskab udgør herefter Kaj Holm, der med ret stor sandsynlighed også bliver ny formand, Anders Hendriksen, Heidi Andersen, Klaus Overskov og Per Damberg.
Leif Albér er suppleant.
Den gamle bestyrelse redegjorde i et indlæg om banens situation i relation til det lagte budget.
Og det så godt ud pr. 30. april!
Her var man i regnskabet 64.366 kroner over budget!
Sponsorbudgettet for hele 2023, der er på 2 millioner kroner, mangler 450.000 kroner i at blive opfyldt i h t en opgørelse – desuden skulle der være sponsorater til en værdi af cirka 200.000 kroner på vej.
Så mangler der blot 250.000 kroner at få tegnet i det sidste halvår!
