Stald Hugos Hugo Trøjborg med Bo Westergaard satte banerekord med 1.14.3a/2360 m, da den vandt Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation.

Foto Ole Hindby
En første kilometer efter 1.11.0 lagde grunden til en ny banerekord for 4-årige hingste Jydsk Væddeløbsbane på 1.14.3a/2360 m – en forbedring af Extremes banerekord sat i 4-års Grand Prixet i 2020 på 1.14.8.
Det var Handsome WA med Anders F. Jensen og Hurricane P med Steen Juul, der lagde forrygende ud og da Steen Juul trak ned i ryg efter 600 meters kørsel kom Nicklas Korfitsen med Heart of Stone.
Men igen afviste Handsome WA.
Med 500 meter tilbage var der ikke flere kræfter tilbage hos Handsome WA og nu kom Hurricane P frem igen.

Den havde dog ikke noget svar, da Hugo Trøjborg (Hillustrious) med Bo Westergaard kom i angreb, og Hugo Trøjborg gik til sikker sejr i banerekordtiden 1.14.3a/2360 m foran Torben Hovgaards Hero Boom Bay med Kasper K. Andersen, der kom godt helt ude i banen.
Der var – udover banerekorden – også 37.500 kroner i førstepræmie til Hugo Trøjborg, der nu har tjent 226.158 kroner i karrieren.
