Fortsætter eventyret for anpartshesten Arm Bri med Henrik Lønborg, der har vundet de to seneste udgaver af Danmarks største løb for ældre hopper.

I 2021 stod Arm Bri med Henrik Lønborg fra spids og vandt i 1.17.0/2300 m.
I fjor havde Arm Bri 40 meter tillæg, men også den opgave løst Ens Snapshot-datteren og vandt i 1.16.5/2340 m.
Også i årets udgave, hvortil Arm Bri kvalificerede sig på en andenplads i 1.13.6a/1800 m har hun 40 meter tillæg.
Men en bronkitis, der plagede hende i kvalifikationsløbet og som ikke er blevet behandlet på grund af medicineringsreglerne, gør at Henrik Lønborg ikke tror på hattrick.
Så meget mere som Morten Juul-trænede Gonnabe Shadow med Birger Jørgensen var forrygende i kvalifikationsløbet, hvor den sejrede i 1.13.0a/1800 m – blot 1/10 fra Mystic Flames banerekord.
Preben Munchs Mindeløb har en førstepræmie på 100.460 kroner – og det er ikke helt tilfældigt.
100.460 kroner var nemlig den samlede startpræmiesum, som den bedste hest Preben Munch formede i sin træning, Gulla Hanover vandt.
På den tid – i 1960-erne – var Gulla Hanover dansk travsports mest vindende hoppe gennem tiderne!
For nogle år siden tog Preben Munchs søn, Preben Munch Kjærgård initiativ til mindeløbet og han fører i øvrigt sammen med sine sønner travsportsinteressen videre i Stald Masiol, der bl.a. ejer tophestene Seven Nation Army og B A Superhero.
