TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stor dag for Flemming Jensen på Jägersro

af | 22. apr 2023 | Nyheder

To V75-sejre, en plads i Paralympiatravet og 303.000 kroner indkørte var Flemming Jensens resultat på Jägersro lørdag eftermiddag.

Emoji med Flemming Jensen efter sejren i kvalifikationsløbet til Paralympiatravet. Foto Kanal75

Sejren med Emoji (Broad Bahn) i det traditionsrige L C Pettersson-Broddas Minne var dagens højdepunkt – ikke blot for Flemming Jensen, men for dansk travsport.

I et stærkt felt nærmest joggede Emoji sejren hjem – ukørt og med vat i ørerne – efter at have ført løbet fra start.

Favoritten Very Kronos med Erik Adielsson pressede Emoji ned ad sidste langside og ind i opløbssvinget, men som vi tidligere har set, når Very Kronos sættes under pres – så galoperer den.

Og herefter var der kun Emoji på banen.

Emoji med Flemming Jensen vandt sikkert. Foto Kanal 75.

Emoji sejrede i 1.11.8a/2140 m og hentede 150.000 SEK i førstepræmie foran Toto Barosso med Johan Untersteiner i 1.12.1 og danskejede Bandit Brick med Ken Ecce i 1.12.5 – det gav 40.000 SEK i præmie

Forinden havde Flemming Jensen også været på æresrunde med Pure Attack (Vivid Wise AS), der virkelig har løftet sig i Jensens træning.

Pure Attack kom tidligt til spids – en position den overtog fra Cash Heavy med Jens Simoni – og herefter bestemte Flemming Jensen løbets gang.

Pure Attack med Flemming Jensen vinder foran Cash Heavy med Jens Simoni. Foto Kanal 785

Ingen kunne true Pure Attack, der sejrede sikkert i 1.14.0a/2140 m og fik 110.000 SEK – Cash Heavy fulgte godt med i ryg og besatte andenpladsen i 1.14.1 – præmie 55.000 SEK.

I dette løb havde Flemming Jensen også Shallow med Jörgen Sjunnesson med, og efter hårde spor rundt i sidste sving nåede Shallow sjettepladsen i 1.14.7a/2140 m – præmie 10.000 SEK.

Yderligere tre andre startheste, der tog sekundære præmier bragte Flemming Jensens indtjening på løbsdagen op på 303.000 SEK.

I det indledende montéløb fik Nicole Marsing brudt sejrsrækken med Kung Edward – parret sluttede på en tredjeplads efter Diamant de Larre med Jonathan Carré og Carioca de Lou med Michelle Mønster.

For Michelle Mønster blev det en dyr tur til Jägersro – hun fik ligesom to andre ryttere en bøde på 2.000 SEK for ikke at slutte op bag startvognen.