Selv om det kun var med et spinkelt flertal at bestyrelsens forslag om et stort ombygningsprojekt på Charlottenlund Travbane blev vedtaget, kan man nu håbe på, at der på et tidspunkt kommer en klar stillingtagen til, hvad hele arealet, der i dag omfatter Charlottenlund Travbane, kan bruges til.

Gentofte Kommune har ønsket en helhedsplan for travbanens område.
Med det mandat som bestyrelsen torsdag aften fik på den ordinære generalforsamling til at arbejde videre med planerne om en udvikling af staldområde om parkeringsplads, så må man kunne forvente, at der nu kan komme en afklaring på hvad der er muligt og ikke muligt på Charlottenlund Travbane.
Vil Gentofte Kommune sige Ja til de planer som bestyrelsen har og hvor en videreførsel af travbanen indgår – eller vil man have en lokalplan, der omfatter en udbygning af hele området?
Det er et af de svar man har ventet på i nu flere år – og fordi det svar endnu ikke er kommet, er der gravet grøfter mellem medlemmerne i Det Danske Travselskab.
Om end mandatet er spinkelt, så har bestyrelsen i Det Danske Travselskab nu en plan, der – når den er lavet helt færdig – kan præsenteres for Gentofte Kommune.
Og forhåbentlig sker det inden for en meget overskuelig fremtid.
