Onsdag aften vandt Kim Pedersen-trænede Hell Patrol med Magnus T. Gundersen i sulkyen Lord Roy F-løbet for bedste klasse på Bjerke og går nu mod en start i Copenhagen Cup.

Dansk/norske Kim Pedersen har fået sat god gang i den 6-årige amerikanske Hell Patrol (Yankee Glide), og onsdag vandt den for fjerde gang i år.
Hell Patrol med Magnus T. Gundersen i sulkyen var til start i V86-5 på Bjerke, hvor Frode Hamre-trænede Beads med Lars Anvar Kolle var favorit.
Men Beads viste sig på ny fra sin dårlige side og galoperede og blev diskvalificeret.
Den førte ellers i stor stil ned ad sidste langside, men midt i opløbssvinget slog Beads over i galop, men blev ikke trukket ud af løbet, men galoperede foran feltet til målstregen var passeret.
Hennesy Am var førende ind i opløbet, men blev angreb af Hell Patrol.
Hell Patrol kunne vinde sikkert i 1.11.7a/2100m foran Hennesy Am med Erlend Rennesvik i 1.11.9, mens franske Feydeau Seven med Åsbjørn Tengsareid i sin norske debut besatte tredjepladsen i 1.11.9.
-Nu gælder det næste gang Copenhagen Cup for Hell Patrol, og så håber vi derefter på en invitation til Oslo Grand Prix, sagde Kim Pedersen efter sejren på RiksToto.
Hell Patrol er blomstret op efter at være kommet i træning hos Kim Pedersen og har i år startet 8 gange, vundet 4 sejre og 1 andenplads og tjent 400.706 NOK.
