Søndagens største præstation på Nykøbing F Trav leverede den 9-årige vallak Hector Boko med Søren Johansson, da parret sejrede sikkert og samtidig satte ny banerekord.

Det er ret bemærkelsesværdigt at vende tilbage til løbene og så vinde på den elegante måde, som Hector Boko (Going Kronos) gjorde søndag eftermiddag på Nykøbing F Trav.
Ukørt vandt Hector Boko i 1.13.9/1660 m og det var ny banerekord for ældre udenlandske hingste/vallakker.
Hector Boko er ni år gammel, er svenskregistreret og har hidtil haft en løbskarriere i Sverige og Tyskland.
75 starter er det blevet til, og 22 sejre fortæller, at det er en hest, der kan finde vej til vindercirklen.
Men Hector Boko er ingen let hest at håndtere i løbene, ligesom den også har haft problemer med bentøjet.
Bl.a. derfor den lange løbspause inden søndagens start.
-Vi købte hesten i Tyskland – velvidende vi købte en hest med et heftigt temperament og skader, men også en hest, der besidder en utrolig hurtighed, fortæller Søren Johansson.
-Udover problemer med bentøjet har Hector Boko også haft en virus, og derfor er der gået længere tid med at få ham klar til løb.
-Vi har haft ham i prøve- og rutineløb for at lære ham bedre at kende og for at gøre ham klart til start. I et af rutineløbene kørte jeg 1.10 de sidste 800 meter med ham, så jeg er klar over, at det er en hest med potentiale, men som desværre også har et voldsomt temperament, når det drejer sig om autostart.
I autostart er han nærmest halvløbsk fra start, men derimod er han meget bedre i voltestart. Derfor er det også planen at starte ham i nogle voltestartløb, og så håber vi på at han bliver mere fornuftig, siger Søren Johansson.
Efter søndagens sejr skal Hector Boko allerede starte igen på torsdag på Fyens Væddeløbsbane – og selvfølgelig – i et voltestartløb.
