TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stor tysk træner etablerer sig i Danmark

af | 12. jan 2023 | Nyheder

Fra 1. marts forøges den professionelle danske trænerstand med et helt nyt navn. Den 43-årige tysker Björn Spangenberg regner med at have ikke mindre end 35 heste på sin træningsliste, når han vel har etableret sig.

Det er ret sensationelt, at en træner starter op med så stort et antal heste, og Spangenberg går direkte ind som en af landets fem største trænere.

Travservice har talt med tyskeren for at få at vide, hvorledes det kan gå til, at han snart bliver træner i Danmark.

Spangenberg fødtes 1979 i den vesttyske delstat Nordrhein Westfalen. På det tidspunkt blomstrede travsporten i området, og der fandtes hele fire travbaner i området: Gelsenkirchen, Recklinghausen, Dinslaken og Mönchengladbach, og der kørtes løb hver dag undtagen onsdag, som var hviledag. Efter at Dinslaken lukkede nytårsaften, er kun Gelsenkirchen og Mönchengladbach tilbage, og sidstnævnte kan synge på sidste vers, idet banens nabo, byens lufthavn, er i kraftigt behov af at ekspandere.

Hele Spangenbergs familie, inklusive broderen Dennis, gik hyppigt til trav, og Björn så sine første løb fra barnevognen. Han valgte dog senere, når han var blevet voksen, at uddanne sig som beslagsmed.

Da Thorsten Tietz flyttede fra NRW til Berlin flyttede brødrene Spangenberg med. Dennis som førstemand og Björn som først og fremmest beslagsmed, men han deltog også i træningen. Björn ambulerede dog meget, og han har skoet heste for flere svenske storstalde, blandt andet Untersteiner.

For tre år siden etablerede Dennis Spangenberg sig som selvstændig træner, og Björn fulgte med. Samtidig mødte Björn Emma Stolle, som han hurtigt blev kæreste med.

Danmarks nye travtrænerpar, Björn Spangenberg og Emma Stolle. Foto: privat

Emma er datter af hotelmanden Klaus Volker Stolle, som i sin tid var delejer i verdensstjernen Campo Ass. I de senere år har han successivt opbygget en travstald, som voksede og voksede. Emma og Björn koncentrerede sig om Stolle-hestene, og den 1. august 2022 var det kommet så langt, at Björn Spangenberg kunne etablere sig som selvstændig træner.

De tre samarbejdspartnere begyndte snart at tale om at etablere sig i Skandinavien.

-Vi indså, at en så stor stald ikke rigtig har nogen fremtid i Tyskland, fortæller Björn, og Sverige havde vel været det logiske valg, men både Emma og jeg holder meget af Danmark, og da vi ved en tilfældighed så en annonce på en hestegård i Sønderjylland, som var til salg, satte vi os i bilen for at besigtige stedet.

Gården ligger i Løgumkloster, hvilket efter lukningen af Billund kan føles lidt ”off”, men parret faldt for stedet, og der handledes hurtigt.

-Der havde været rideheste på gården, hvor der findes 30 bokse, 16 folde og en naturbane på 2.800 meter, så vi ville være i stand til at kunne oprette træningsvirksomheden med det samme, så vi slog til ret omgående, fortsætter Björn. -Nu er vi i gang med at etablere en rundbane på knap 1.000 meter og to ligeudbaner med samme længde; en med tung sand og en med et fast underlag.

-Der findes også en stor ridehal og to maskinhaller på gården, siger Spangenberg videre. -Boksene vil vi kun bruge i forbindelse med træning, idet vore heste vil gå ude døgnet om året rundt. I foldene bygger vi læskure med foderpositioner. Udedrift begrænser luftvejssygdomme og er i vores opfattelse dobbelt så sundt som alternativet med at lade hestene stå på boks.

Emma og Björn er store tilhængere af svømmetræning, og der findes også en bagtanke med nærheden til vadehavet og Rømø.

-Jeg rider meget, fortæller Emma, ja, jeg elsker at ride, dog ikke montéløb, men det er tanken at jeg skal ridetræne hestene ved lavvande.

Emma Stolle, som er 25 år gammel, begyndte at køre amatørløb i 2020 og fik straks stor opmærksomhed for sin kørekunst, idet hun vandt sin allerførste start i juli måned og totalt nåede 6 sejre i 2020. Året efter blev hun nummer to blandt amatørerne i Berlin med 19 sejre.

I fjor færdiggjorde Emma Stolle en universitetsuddannelse i marketing, og hendes 285 sider store bachelorarbejde handlede om markedsmekanismer indenfor travsporten. Denne skribent havde fornøjelsen at gennemlæse arbejdet, inden det blev afleveret.

Den nye træningsstald havde stor succes, idet det blev til 20 sejre på de første fem måneder. Dennis, som har vundet 80 sejre som kusk, kører ikke længere løb. I stedet har man engageret den dygtige Alexander Kelm som ”Berufsfahrer”.

Da Odense er den nærmeste bane, vil Spangenberg få licenstilhørighed der. Banen tager naturligvis gerne imod et så spændende nyt navn, selvom der ikke bliver tale om at have fast stald på banen.

-Vi vil satse en del på at starte i Charlottenlund og på de sydsvenske baner, men naturligvis også på de øvrige danske baner og i Hamburg, oplyser Bjørn.

Hvilke heste får vi jer at se med?

-Vi regner som sagt med at have omkring 35 heste med fra Tyskland, siger Björn. -Fire er faktisk allerede i Løgumkloster, og snart sender vi yderligere fire afsted. Vi har fire plage, syv 2-åringer, fem 3-åringer, syv 4-åringer, og resten er 5-7-årige. Klaus Volker Stolle ejer de 25 og er delejer af yderligere fem. Resten ejes af andre hesteejere. En af de 3-årige er bror til VM-deltageren Northern Commander.

Hvad med danske heste?

-Vi tager meget gerne imod danske heste, og vi behøver jo heste til årgangsløbene, hvor de højere præmier findes.

Hvad bliver din rolle ud over ridetræningen, Emma?

-Jeg kommer til at stå for kontorarbejde og personalepleje, men jeg deltager naturligvis også i den daglige træning. Jeg håber desuden på at køre mange amatørløb.

I morgen drager parret på 14 dages batteriopladning til Florida, og derefter går det for alvor løs med etableringen i Løgumkloster.

-Der bliver også lavet et fjernsynsprogram om os, oplyser Emma. -Der findes en tysk dokumentarserie, som hedder “Goodbye Deutschland”, som portrætterer tyskere, som er flyttet til udlandet. Den kommer på TV-kanalen Vox.

Lige til slut bemærker Björn (som bliver Bjørn i Danmark): -Vi søger personale, mindst en nyansættelse. Vi håber, at der kan være en eller flere danskere, som kunne være interesserede i at arbejde med os.