Det er nu en måned siden Rene Kjær blev sparket ud af en træningssulky og brækkede håndledet. Genoptræningen er gået bedre end forventet og Rene Kjær regner med at køre løb om 14 dage.
-Jeg har trænet så meget, at jeg er foran den plan, der har været lagt for mig, fortæller Rene Kjær til travservice.
-Jeg styrketræner hånden og armen med kraftige elastikker, og jeg har heldigvis ingen ømheder eller hævelser. Det hele sker i tæt samarbejde med en kiropraktor. Den 13. januar skal jeg til kontrol – det vil da være seks uger efter operationen af håndleddet, og derefter forventer jeg at kunne køre i træning og senere på ugen i løb. Jeg har et par heste, der passer til løbene på Lunden den 21. januar, siger Rene Kjær.
-Det har været en tung tid rent økonomisk. Jeg har ingen forsikring, der dækker det indtægtstab jeg har ved ikke at kunne køre væddeløb, siger Rene Kjær videre.
Det var den nu 7-årige vallak, JC Royalty Boko, der sparkede bagud og ramte Rene Kjær.
-Det var tredje gang, den gjorde det og derfor blev i samråd med ejeren besluttet, at nu var det slut med JC Royalty Boko som sulkyhest, fortsætter Rene Kjær.
-Hesten er ellers sød og flink og fungerer meget bedre under rytter. Derfor er han nu solgt til Sabina Gammelgård med den klausul, at han aldrig må spændes for en sulky mere. Nu er hans fremtid som montéhest, slutter Rene Kjær.