Hertz var nok den bedste hest i søndagens 8. løb i Aalborg, men Jeppe Juel valgte forkert taktik.

Atter fik man et bevis på, at et løb kan vindes ved at få en god start.
8. løb på Racing Arena Aalborg blev afgjort i starten, hvor næstfavoritten Halløjsa Vang (SJ’s Caviar) med Bo Westergaard fløj frem fra start og tog spids, mens favoritten Hertz med Jeppe Juel blev placeret i ryg.
Snart kom to af Bo Westergaards andre startheste i løbet frem udvendigt – og så var Hertz låst i ryg på Halløjsa Vang.
Den stilling holdt sig til målstregen var passeret, og der var vel egentlig kun spænding, hvilken af Westergaards to andre heste ville blive nummer to.
Det gjorde Head over Heels med Nicklas Korfitsen på en fin afslutning i tredje spor foran Thai Dakota med Hussein Kassir, mens Hertz gik over mål med masser af kræfter i behold på en fjerdeplads.
Halløjsa Vang sejrede i 1.19.4a/2140 m.

Forinden havde Bo Westergaard vundet med en anden talentfuld 3-åring, Hugo Trøjborg til stor og synlig glæde for de mange deltagere i anpartsstalden, Stald Hugo.
Hugo Trøjborg, der speedede let fra konkurrenterne i opløbet, sejrede i 1.17.5a/2140 m og blev dermed første afkomsvinder i Danmark efter Opdrætterforeningens Muscle Hill-søn, Hillustrious.

Foto Hesselborg Foto
En anden fin 3-åring der sejrede, var Kaj Jensen-trænede Hunky (SJ’s Caviar), der gik det meste af løbet udvendigt for førende Heidi med Bo Westergaard.
Heidi kapitulerede ved galop ind i opløbssvinget og Hunky sejrede sikkert i 1.19.3/2140 m.
Dette løb var skæmmet af ikke færre end 5 omstarter – først i sjette forsøg kom feltet afsted – og her var vel starten egentlig også tvivlsom!

Made in Denmark-løbet for 4-åringer bød på en herlig duel mellem indvendige Ginai med Knud Mønster og udvendige Grady Boom Bay med Jeppe Rask.
Et par meter før mål fik Torben Hovgaard-trænede Grady Boom Bay (O’Grady) med Jeppe Rask mulen foran Ginai til sejr – begge i 1.16.0a/2140 m.
