Efter mandagens generalforsamling i Det Danske Travselskab, har medlemmet Morten Hald, i øvrigt tidligere banespeaker på Lunden og medarbejder i DanToto, gjort sig nogle betragtninger om situationen på Charlottenlund Travbane.

DTS – Det Debile Tabsselskab

Der er absolut intet morsomt ved hestesportens krise, herunder den uskønne dans om den døende guldkalv, Lunden.

Med alt det, langt alvorligere som sker ude i den store Verden, grænser det derfor til det upassende, at bruge stærke ord om væddeløbssporten i Danmark.

Men jeg gør det sgu’ alligevel, for efter at have tilset patienten på det gigantiske Hospice ude i Charlottenlund Skov mandag aften, bliver jeg bare nødt at kridte banen op med en retorik, der er helt ude på kanten af god tone. For situationen i Lunden er ikke kun alvorlig, hele væddeløbsindustrien befinder sig i en fremskreden, eksistentiel krise. Lunden forekommer at være helt derude, hvor forstanden for længst er gået fløjten og det eneste tilbage er reflekser, impulser og trods-handlinger fremkaldt af flash-backs med billeder fra en gylden, eviggrøn fortid.

Sund fornuft og basal forståelse for situationens alvor var således en mangelvare mandag aften.

På et tidspunkt følte man sig hensat til Titanic’s bandstand på 1. klasse i timerne efter isklumpen kradsede. Orkesterleder Holm havde slået takten an med en skriftlig formandsberetning, som på en god dag kan beskrives som tonedøv, desværre bestod aftenens repertoire af slagsange så pivfalske, groteske og selvmodsigende, at det stod klart at han ikke havde tænkt sig at vise medlemmerne vejen til redningsbådene, men derimod bød op til en sidste, tå-krummende dans, mens den spæde forårssol vekslede til aftenmørke over den gamle bane.

Jeg trak i håndbremsen og tog den personlige redningsbåd og satte inden tæppefald kursen tilbage mod yderkanten af den Hovedstadsregion, hvor Lunden engang var et kulturelt ikon og centrum og drivkraft for den fantastiske underholdningspakke (travsport og spil) som jeg voksede op med og fortsat er engageret i. Umiddelbart lettelse over at slippe væk fra mandagens gravlæggelse i Mindelunden blev for hver kilometer jeg kørte afløst af en tiltagende tristhed, men også frustration over at åbenlyse og entydige kendsgerninger (ingen fremtid for travsport i Lunden) indhentet over tre årtier, stadig ikke afstedkommer nogen handling fra et (lille) flertal blandt selskabets medlemmer.

I stedet bevidnede vi et nyt ledelsesmæssigt lavpunkt, hvor budskabet fra bestyrelsen kogt ind til benet var, at man med en direktørløs (!?) sparerunde kunne udvikle Lunden til et 24/7/365 underholdningsmekka, finansielt understøttet af nogle nye lejeboliger ved Skjoldgården.

Særlig pinagtigt var løftet om at udgifter til professionelle rådgivere skulle reduceres/elimineres samtidig med meldingen om, at Gentofte Kommune skam var positiv, blot man præsenterede en langsigtet, helhedsplan for området (!) som udgangspunkt for en ny lokalplan.

Hvordan en sådan helhedsplan kan udarbejdes uden et millionbeløb til professionelle rådgivere (ejendomsudviklere, arkitekter, advokater) lader vi stå som et konkret eksempel på substansen i Lundens reformeringsplan. Det er tomme kalorier. Af den farlige slags.

Den emotionelle ”Kicker” i ledelsens fabel om genrejsning af travsportens flagskib var breaking news om de 50 unge/forældre der weekenden forinden havde valfartet til ponytrav i 2920. Vi havde allerede fået serveret ledelseskompetencerne, her var så beviset for at den nye strategi hvilede på et spirende markedsgrundlag ift. publikum og aktive.  

Summa Summarum fra banens ledelse i punktform – Lunden kommer ud af sumpen ved at:

• Finde nogle behjertede ildsjæle som er klar til at smøge ærmerne op (ingen dyre direktører her, så vi formoder en arbejdende bestyrelse tager over?)
• Garnere driften med en leasing-fri kopimaskine og måske en bedre brugt traktor på DBA
• Igangsætte projekt for bygning af udlejningsboliger ved Skjoldgaarden uden brug af ekstern, professionel ekspertise
• Fortsætte med billetsalg via Ticketmaster som hjørnestenen i Lundens digitale forretningsstrategi
• Ponyskolen som garant for den næste Extreme og fyldte spillehaller
• PS: Coronaen har bare at holde sig væk i 2022

At hele 77 medlemmer ved deres fulde fem (?) samlede sig bag dette manifest af uforfalskede tåbeligheder, overskyggede næsten den kendsgerning at de 77 faktisk kun tabte fremtiden ved at ”vinde” afstemningen med en mulespids foran en støt stigende opposition, denne gang optalt til 72 medlemmer.

De 72 tabere søgte febrilsk og forgæves efter redningsflåder og akutmedicinering via Anders Helges udflytningsscenarie til Skovbo – et forslag, som får valget mellem pest eller kolera til at lyde som friskpillede fjordrejer i Grøften.

Så det eneste positive ved mandag aftens servering var, udover en del konkrete vedtægtsforbedringer, at vi efter 30 år hvor medlemmerne åbenbart må have levet i et parallel univers, nu ser et lille tøbrud af realitetssans.

Men som sagt, fortiden vandt endnu en runde og det nye bedemandskorps i bestyrelsen var hurtige til at påpege, at den svækkede Old School-majoritet alene skyldes manipulering af processen for medlemsoptagelse, som åbenbart havde medført uønsket tilstrømning af utilpassede spædekalve som f.eks. undertegnede, med et noget så ungdoms-revolutionært som en dåbsattest fra 1967.

Ovenstående programerklæringer og state of affairs i Lunden er i sig selv uden for pædagogisk rækkevidde, men fremstår endnu mere tragikomiske i betragtning af at alle væsentlige forretningsbeslutninger, herunder løbskalender, tildeling af statslige drifttilskud, sæsonplan og en god del anlægsfinansiering ikke foretages i Charlottenlund, men i ATG’s stålgrå førerbunker i Stockholm i samarbejde med et stadig mere operationelt og strategisk forankret DHV. Hvis ikke Lunden spiller med her, vil banen blive banket på plads hurtigere end man kan stave L-O-K-A-L-P-L-A-N. Efter mandag har Lunden malet sig HELT op i et hjørne, uden perspektiv og eller bare et ærefuldt exit for de 77 medlemmer, som ganske enkelt ikke har set skriften på væggen.

Nå, sikke en sviner jeg fik afleveret her.

Men demagogisk ordgejl til side, hvad fanden er løsningen så, Hr. Hald?

 Jeg har de sidste 20 år arbejdet med forretningsudvikling og salg i teknologivirksomheder over store dele af verden.

Jeg har været med til at stifte et firma som nåede at tjene gode penge på at bruge satellitter til at levere internet via paraboler, før den forretning så blev undergravet af alverdens fiberkabler. Nu er den forretningsidé såmænd genfødt af Elon Musk og Starlink, som sender små satellitter op med raketter som lander tilbage på jorden med futterne først, præcis som Hergé forestillede sig i min ungdoms Tintin tegneserier.  

Har du røget?

Hvad er det jeg prøver at sige med det?

 Jo, at vi inden for nogle få årtier og nu få år, ser verden opleve fundamentale forandringer, hvor kun de innovative og omstillingsparate har en kinamands chance for at klare sig godt, endsige overleve.

Vi taler om en verden, hvor den sorte død og den kolde krig ikke adskilles af århundreder, men nogle få måneder. Én verden, hvor industrielle giganter kan visne på kvartaler og sociale konventioner opbrydes med et museklik. Det er i kontekst af en sådan verden, at vi ser en hel industri og i særdeleshed dets mest hæderkronede aktiv (Lunden) foretage sig absolut ingenting for at imødekomme disse flodbølger af forandring.

Det bedste billede på Lunden er en døende rigmand som er gået langt på russiske statsobligationer og nu i en tåge af demens og forstokkethed sælger arvestykkerne fra, én efter én, mens familien, inklusive den rige Onkel i Stockholm, ser fortvivlet ser på.

Ordet familie er centralt for min slutsalve, nemlig at omvæltninger af den karaktér som i dag påvirker hestesporten, kræver en samlet, koordineret og slagkraftig strategi, hvor venner og tidligere fjender må cirkle vognene og kæmpe side ved side.

Slipper sporten levende fra frontalangreb som resulterer i færre aktive, færre spillere kombineret med stadig flere doping-spøgelser og et spillemarked, hvor lovgivningen nu rykker på næsen af foreningsbanko. Men hvad enten man kalder det trusselsbilleder eller blot voldsom konkurrence, så er både sport og spil ude i et stormvejr, som kun kan tackles med modige, strategiske satsninger og radikale investeringer i infrastruktur og udviklingsprogrammer.

Om et sådan initiativ kunne være et banebrydende hestesportscenter i Høje Taastrup i stil med planerne i Malmø, skal jeg lade være usagt, men det vil være et projekt født i håb for sporten og med et fremadrettet perspektiv og en plan for udvikling af sporten øst for Storebælt, ultimativt for hele hestesports-Danmark.

Det har vi brug for. I går.

Med venlig hilsen

Morten Hald.