Det tilsyneladende forsøg på at tage flyvende start mislykkedes og siden måtte Etonnant gå i hårde spor, men alligevel kunne den nedkæmpe storfavoritten Vivid Wise As og vinde Grand Criterium de Vitesse på Cagnes sur Mer.
Det lykkedes ikke for italienske Vivid Wise As med Matthieu Abrivard at vinde Frankrigs største sprinterløb, Grand Criterium de Vitesse for tredje gang i træk.
Storfavoritten blev reelt nedkæmpet af Richard Westerink-trænede Etonnant (Timoko) med Anthony Barrier, der sejrede med en halv længde i 1.09.9a/1609 m – samme tid fik Vivid Wise As, mens Billie de Montfort med Eric Raffin besatte tredjepladsen kort foran Alcoy, Delia du Pommereux og Cokstile.
Vivid Wise As kunne næppe have fået noget bedre løb.
Fra start skød Billie de Montfort frem til føring, men slap efter 400 meter til Vivid Wise As, og dermed kunne man tro, at løbet var afgjort.
Ydermere sås Etonnant med Anthony Barrier slet ikke fremme tidligt i løbet.
Under fremkørsel til start så det ud til at Barrier ville forsøge at lave en flyvende start, men det fik han ikke held med og var faktisk i anden række ved startstedet.
Med 900 meter tilbage kom Etonnant frem udvendigt for Vivid Wise As, og her lå den løbet ud.
På de sidste 50 meter fik Etonnant overtaget og kunne vinde med en halv længde til odds 6.80.
Etonnant går med dagens sejr i faderen Timokos spor.
Timoko vandt Grand Criterium ikke færre end tre gange i træk og havde desuden en andenplads!
Der var 90.000 Euro i førstepræmie til Etonnant, der her tog sin anden Gruppe 1-løb sejr.
Og man må sige, at de to flotte sejre er modpoler.
Etonnant har nemlig tidligere vundet Prix de Paris over 4140 meter – og nu har han vundet Grand Criterium over 1609 meter auto!
Etonnant virker i fransk avl og står opstaldet til 200 Euro + 3.700 Euro. Hans første årgang er åringer.
Erik Bondos Cokstile kom til at sidde fast bag Billie de Montfort og sluttede på sjettepladsen i 1.10.2.
Det var denne søndag, at Erik Bondo startede Baltic Stables Enjoy the Game for første gang, men blev det til galop og diskvalifikation umiddelbart efter start.
Se Criterium de Vitesse på dette link – klik her